Thea von Harbou (1888-1954) havde i 20’erne succes som manuskriptforfatter til film som ’M’ og ’Metropolis’, instrueret af hendes mand Fritz Lang. I 1932 blev hun nazist, og han, hvis mor var jøde, flygtede til USA efter skilsmissen.

Handlingen i ’Blomstrende Lotus’ er nogenlunde således: Overklasseløget Gloria Trelawney, gift med Sir Charles Trelawny, civil leder af en provins i den engelske koloni Indien, er træt af Indien og indere. Gravid rejser hun til England for at føde deres barn. Men allerede på vej til kysten går det galt. Hendes tog afspores af en nedfalden sten og Gloria ligger bevidstløs i en klippesprække, og bliver ikke fundet af eftersøgningsmandskabet. Fattige indere fra en lokal landsby redder hende og hendes barn, og i taknemmelighed tager hun den unge fattige enke Sàwitri med sig til England.

Men det skal hurtigt vise sig, at Gloria har næret en slange ved sin barm. Sàwitri vækkes for indisk selvstændighed og forurettes over den engelske undertrykkelse og udnyttelse af kolonierne. Sàwitri forelsker sig hovedkulds i Krishna, der studerer til læge i England, men da han kun er optaget af sine studier og desuden naivt fuldt og fast tror på englændernes gode intentioner, også på Indiens vegne, rejser Sàwitri skuffet tilbage til Indien for at agitere og arbejde som sygeplejerske på det fattighospital den tyske sygeplejerske Else har oprettet.

Da rygtet om Krishnas illoyalitet overfor Indien når hans familie, beordres han omgående hjem. Mødet med landsbyen og dets beboere på hans hjemegn, vækker atter Krishnas kærlighed til Indien, men stadig tror han naivt at englænderne vil inderne det bedste. Sàwitri og Else forsøger at overbevise ham om det modsatte, og argumenterer for at oprør og modstand er nødvendigt, men Krishna vil ikke forstå. Sàwitris og Krishnas kærlighed er usvækket, men sagen skiller dem.

En fredelig politisk demonstration bliver massakreret af engelske soldater og de overlevende demonstranter idømt dødsstraf og langvarige fængselsdomme. Krishna beder Sir Charles om at lade nåde gå for ret, men denne nægter, og endelig indser Krishna, at der ikke er anden vej end oprør. Han ender som attentatmand, da han skyder Sir Charles ned, til stor glæde for Else og Sàwitri. Endelig er Krishna kommet hjem til Indien.

Ja, som I kan forstå er det en tough omgang. Stilen er teatralsk og pompøs. I skal ikke snydes for en lille godbid. Her har Krishna lige genopdaget Indien:

”Han lod vognen køre, saa hurtigt den kunde. Jeg kommer! Raabte hans Hjerte. Hvem gjaldt dette Raab? Det gjaldt Sàwitri, det gjaldt Indien, det gjaldt Kampen og Dagen i Morgen. Hans Hjerte stod i den elskende Utaalmodigheds Flammer. Han kunde ikke synge, men han prøvede det. Moder Indien! Jublede han. Moder Indien! Aa, min Moder Indien! Din Søn kommer hjem til dig.”

Også kvindesynet er lettere forkvaklet. Krishnas mor er enke og bor hos sin svoger, I hvis hus hun ikke føler sig helt fri: ”Men hun havde dog altid Kvindens Sted, Køkkenet, som hun hver Morgen plejede som et Renhedens, Flittighedens og Tjenestevillighedens Tempel.”

Det er vist et udtryk for nazismens dobbelte kvindesyn, på den ene side som gudinde på et piedestal, og på den anden side som mandens underdanige tjener.

Von Harbou har naturligvis ret i sin kritik af det engelske koloniherredømmes grusomhed og undertrykkelse, men hun er lidt svær at tage alvorlig, taget i betragtning, at romanen er skrevet i 1941, på et tidspunkt hvor Nazityskland har underlagt sig det meste af Europa, og kort tid før at der for alvor sættes fart på krematorieovnene i kz-lejrene.

At en roman har et politisk sigte har jeg intet imod, det findes der mange gode og vellykkede eksempler på, dette er blot ikke et af dem. Bogen kan vel bedst betegnes som en nationalsocialistisk lægeroman uden litterære kvaliteter.

Thea von Harbou: Blomstrende Lotus. Steen Hasselbalchs Forlag, 1942 (1941).