Blå Kors har åbnet en ny stor butik i Aalborg – eller Skalborg, for at være mere præcis. Et nyt kommende bogmekka for genbrugsbøger? I hvert fald angiveligt Nordjyllands største genbrugsbutik.

Bøgerne finder man på anden sal i den rolige ende. Der er god plads mellem reolerne og også mulighed for at slænge sig med en bog eller et blad i magelige lænestole, og endda en kop maskinkaffe (fem kroner per kop).

blaakors.medpar

Optalt på øjemål er der plads til cirka 134 hyldemeter bøger. Om det er nok til titlen som Nordjyllands største udbyder af genbrugsbøger (her ser jeg bort fra de professionelle antikvariater), skal jeg vende tilbage til ved en senere lejlighed, men uanset tegner det godt set med en bogsamlers briller.

Af de 134 hyldemeter er der i øvrigt kun bøger på de godt 85 meter, så der er plads til et langt større udbud. Jeg håber Blå Kors-varebilen kører i pendulfart, så hylderne kan blive fyldt op.

Snyd med genbrugsbøger

De ældre, indbundne bøger fylder godt 5 hyldemeter. Det er ikke meget ud af 85, og slet ikke, når udvalget heller ikke er prangende.

Prismæssigt skal man kigge sig ualmindeligt godt for. En udgave af Dekameron fra 1907 er prisat til 140 kroner, selvom ryggen er løs stort set fra bund til top.

Andet bind af Lykke-Per kan erhverves for 60 kroner, selv om første bind intetsteds er at få øje på. Det nærmer sig snyd. Som at sælge et akvarium uden at gøre opmærksom på, at det ikke kan holde vand. Eller en bil uden at sige, at motoren er defekt.blaakors.udenmennesker

Jeg mangler virkelig, at Blå Kors deklarerer og prissætter varen langt mere samvittighedsfuldt. For eksempel ved tydeligt at markere, at halvdelen af varen mangler og at reducere prisen væsentligt.

Prispolitik

Butikken har ikke en prispolitik, jeg kan få øje på. Næsten nye bøger går både til fem, 10 og 20 kroner uden påviselig årsag til forskellen. Men man kan altså finde prisen bag i bøgerne. Så må man gøre op med sig selv, om bogen er interessant og pæn nok til, at man vil betale prisen.

Butikken har ikke været åben længe, så de skal naturligvis have en chance for at få fyldt hylderne op og finde deres ben prismæssigt. Jeg vender i hvert fald tilbage ved en senere lejlighed.

blaakors.hovedpaaskraa
Med godt 85 hyldemeter, skal man passe på, man ikke får hold i nakken af at tjekke bogryggene. 🙂