#Hald17

En god måde at få råd til nye (gamle) bøger, er at sælge ud af bogsamlingen. Og hånden på hjertet: jeg har bøger, jeg godt kan undvære. Pyha. Den linje var svær at skrive.

Men anyways, nu skulle det være! Og hvilken bedre lejlighed kunne vi finde, end det årlige bogloppemarked på Hald Hovedgård ved Viborg? Fruen og jeg begav os afsted, trods en halvtruende vejrudsigt, med bilen fyldt med brugte bøger.

Foto: Pia Daugaard

Desværre var bogloppemarkedet ikke et tilløbsstykke. Der var 9-10 sælgere og mindre end 100 købere i løbet af dagen.

Men omgivelserne ved Hald Hovedgaard og selve bygningerne er virkelig smukke, og der var digtoplæsning med saxofonledsagelse med Kenneth Krabat og Ole Bundgaard i ret cool stil.

Og så var det skægt at møde de andre sælgere, en meget blandet flok. Vores ene nabo solgte bøger fra dødsboer til fem kroner stykket, vores anden nabo var professionel boghøker fra Jelling, men solgte også sine bøger til fem kroner stykket. Genboen var en privat samler med bøger fra eget bibliotek, nok det flotteste (og dyreste) udvalg, og genboens nabo havde en trailerfuld bøger man kunne købe med selvbetjening.

 

Foto: Pia Daugaard

Jeg tror vi kommer igen til næste år, og håber på bedre vejr og selskab af flere bogstavsamlere.

Nå, ja, og så endte jeg med at sælge for 297 kroner!

Tak til Hald Hovedgård for at arrangere.

 

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Tegneseriesamleren, Hr. Jørgensen

Jeg er langt fra den eneste, der samler på bogstaver. Det gør Jørgen Jørgensen for eksempel også, men han samler på en anden slags bogstaver end jeg, nemlig bogstaver der hører sammen med tegninger, altså tegneserier, og det har han gjort stort set hele sit liv.

Derfor inviterede jeg mig selv på kaffe, og jeg tog min fotograf (og hustru) med, for jeg er nødt til at høre mere om, hvad der er så fascinerende ved tegneserier, at man bare må samle på dem i over 60 år.

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Lad os for en ordens skyld få på plads, at Jørgen Jørgensen vist egentlig er østjyde – født tæt på Århus, men heldigvis velintegreret i Nordjylland efter lang og tro tjeneste som praktiserende læge. Derfor er kaffen ikke kun kaffe, der serveres både smurte boller, med og uden rosiner, og jordbærkage.

Før jeg kunne læse

Jørgen Jørgensen: Før jeg selv kunne læse, fik jeg læst tegneserier op. Jeg vidste godt, bogstaverne betød et eller andet, så jeg spurgte min søster: hvad betyder det? Og hvad betyder så det? Jeg kom meget i en familie, som passede mig, når far og mor passede Brugsen, og de læste også op for mig. Jeg sad på skødet hver aften, og så læste man op fra striberne i Aarhus Stiftstidende , som man holdt dengang. Der var en hollandsk tegneserie der hed Tom Puss og Ole Bumle i, og der var også en lille serie med en bjørn.

Jørgen Jørgensen: Det næste der sker, er, at jeg på en bustur ned til min bedstemor, gav min far mig lov til at købe et tegneserieblad til 1 1/2 krone. Det var Buffalo Bill i serien Illustrerede Klassikere.

Bogstavsamleren: Så det var din første tegneserie?

Jørgen Jørgensen: Nej, det var det nu ikke. Det har været Kong Kylie. Det var et blad i sådan et, hvad kalder man det, i kvartformat. Ligesom Anders And er i dag. Det har været det første jeg ejede. Jeg skal vise dig min første Illustrede Klassiker. Jeg tror nu ikke det er det, jeg købte dengang. Det har jeg vist formøblet. Men jeg har det i hvert fald. Det er fra 1952.

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Jørgen Jørgensen: Senere gik jeg i klasse med en dreng, der hed Poul, og han og hans bror Kaj havde et legehus fyldt med tegneserier. For deres far kunne godt lide tegneserier. Han var bondemand. Han købte masser af tegneserier, og så fik sønnerne dem bagefter. Jeg husker flere varme sommerferiedage, hvor de andre kammerater var ude at lege, mens Poul, Kaj og jeg sad i legehuset og læste Superman og Fantomet og alle de gode Anders And-historier. Men de blev jo nærmest forbudt, tegneserier.

Forbud og afbrænding

Bogstavsamleren: Hvordan forbudt?

Jørgen Jørgensen: Jo, fordi Tørk Haxthausen skrev en bog, der hed “Opdragelse til terror”, hvor han gik til kamp mod al den vold, der var i tegneserier. Især Fantomet var voldelig. Der var masser af knytnæveslag, og så stod der “zock!” Det skulle børn beskyttes i mod. Og så, jeg tror det var Danmarks Lærerforening der var med i det, brændte man tegneserier. De brændte Fantomet og andre serier.

Bogstavsamleren: Er vi stadig i 1950’erne?

Jørgen Jørgensen: Ja. Og så lukkede forlaget Aller ned for mange af deres amerikanske serier, hvilket var ærgerligt.

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Studieårene

Bogstavsamleren: Har der været tidspunkter i dit liv, hvor du ikke har læst tegneserier?

Jørgen Jørgensen: Ja, fra jeg kommer i gymnasiet og til jeg skal op i mikrobiologi på 2.dels studiet, der rørte jeg dårligt tegneserier. Det var ikke fint at læse tegneserier i gymnasiet, og jeg havde heller ikke tid til det. Men dagen før jeg skulle op i skriftlig mikrobiologi, var jeg skide nervøs, så jeg gik i Akademisk Boghandel og købte et Tintinalbum, det der hed “De syv krystalkugler”. Det var i 1968 og jeg havde hørt så meget om Tintin. Den sad jeg så og læste aftenen før eksamen for at slappe af. Fandme om ikke der står “Fortsættes i Soltemplet” da jeg når til slutning!

Bogstavsamleren: Det er jo tegneseriernes forbandelse. De fortsættes næsten altid. 🙂

Jørgen Jørgensen: Og så gik det slag i slag med Asterix og Lucky Luke og så videre.

Kulturhistorie

Bogstavsamleren: Hvad er vigtigst, er det tegningerne eller teksten?

Jørgen Jørgensen: Det vigtigste er da samspillet mellem tegning og tekst. Det er ikke det ene eller det andet. Og så også, som man siger om H.C. Andersens eventyr og om Carl Barks tegneserier: de kan læses på forskellige planer. Du kan have en barneforståelse af dem, men der er sandelig også voksenbudskaber.

Jørgen Jørgensen: Og på godt og på ondt viser tegneserier vores kulturhistorie. I nogle tegneserier er der nogle forfærdelige racistiske ting med skurkagtige negre og svage kvinder, der ikke dur til noget som helst, ud over at komme i nød. Men det de nu er i gang med i Sverige, at skulle rense Jan Lööfs Felix-serie for grimme ting, det mener jeg er helt forkert, fordi, den er et tidsbillede. Det skal man ikke ændre på.

Bogstavsamleren: Er der en genre du bedst kan lide indenfor tegneserier?

Jørgen Jørgensen: Nej, det skal bare være en god historie.

Bogstavsamleren: Hvad er din favorit tegneserie?

Jørgen Jørgensen: Det er jeg blevet spurgt om mange gange, men jeg kan ikke sige det.

Bogstavsamleren: Lad os nu forestille os, at jeg var Gud, og jeg kunne placere dig helt alene på en øde ø med kun én tegneserie. Hvilken ville du så vælge?

Jørgen Jørgensen: Det er et rigtig godt spørgsmål. Hvad kunne jeg genlæse ude på en øde ø, igen og igen? Det skulle nok være noget af de folk, der har lavet Blueberry, altså Charlier og Giraud, eller Moëbius, som han kaldte sig, når han tegnede sine mere outrerede ting. Jo, det kunne godt være Blueberry. Den kunne godt tåle at komme med. Der er også bind nok til at det kunne vare lidt.

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Bogstavsamleren: Er der en dansk tegneserie du vil fremhæve?

Jørgen Jørgensen: Det banebrydende, der skete for Danmark, det var da Peter Madsen lavede Valhalla. Den satte gang i noget. Og så er der også en tegner, der hedder Sussi Bech, som har lavet en tegneserie der foregår i det gamle Ægypten, som er virkelig godt lavet, og solgt til mange lande i øvrigt. Men så er der ved at ske noget. Der er kommet en dansk tegner, som jeg synes man skal holde øje med. Hun hedder Tatiana Goldberg. Hun er uddannet psykolog, og hun skriver nogle ret dystre historier i fremtiden. Henrik Rehr er også en seriøs mand. Og der er Bjørk Mathias Friis, ham vil jeg da godt gøre lidt reklame for. Han kan faktisk tegne.

Album af Tatiana Goldberg. Foto: Pia Daugaard

Album af Tatiana Goldberg. Foto: Pia Daugaard

Bogstavsamler

Bogstavsamleren: Jeg kunne godt tænke mig at stille dig nogle spørgsmål omkring det at være samler. Hvorfor egentlig samle? Du kunne jo bare låne dem på biblioteket?

Jørgen Jørgensen: Det er fordi jeg godt kan lide at genlæse dem. Og jeg kan godt lide at tage dem ud af reolen igen, og se på dem og nyde dem en gang til. Og så ser du jo altid noget nyt, når du genlæser noget. Det er altså besværligt med biblioteket.

Bogstavsamleren: Er det vigtigt for dig at have dine tegneserier i førsteudgaver?

Jørgen Jørgensen: Nej, overhovedet ikke.

Bogstavsamleren: Har du exlibris til dine tegneserier?

Jørgen Jørgensen: Nej.

Bogstavsamleren: Hvordan organiserer du dit bibliotek?

Jørgen Jørgensen: Det er efter, hvor der er plads i reolen. Da du skulle komme, stod jeg og tænkte på, at de egentlig burde stå anderledes. Men der er så mange måder at gøre det på. Du kan stille dem op efter forfatter, du kan stille dem op efter nation. Jeg har også haft planen om at gøre det og at få lavet en database med det hele i. Eller bare tage mit kamera og fotografere de enkelte bind. Men det er et kæmpe arbejde.

Bogstavsamleren: Hvordan skal tegneserier opbevares?

Jørgen Jørgensen: Jeg ved der er nogle, der gør det på den helt rigtige måde. Den består i, at tegneserierne lukkes inde i syrefri poser, bliver sat ned i lystætte æsker, sat ind i reoler – og så kan du hverken se dem eller røre dem. Mine skal stå fremme, så jeg kan tage dem ud og læse i dem, og så de, der kommer på besøg, kan tage dem ud og læse i dem.

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Bogstavsamleren: Nu er det ikke fordi, det er aktuelt, fordi vi er her, men låner du egentlig dine tegneserier ud?

Jørgen Jørgensen: Nej. Jeg har gjort, men det gør jeg ikke mere. Det ville ærgre mig ad h… til at miste noget af det.

Bogstavsamleren: Låner du selv?

Jørgen Jørgensen: Jeg låner lidt på biblioteket, ja.

Bogstavsamleren: Ved du hvor mange tegneseriealbums og -hæfter du har?

Jørgen Jørgensen: Nej.

Bogstavsamlere: Et skud?

Jørgen Jørgensen: Ah, nej. Jeg har været ved at prøve at se på, hvor meget der kunne være i sådan en reol der, men det er svært at sige præcist.

Bogstavsamleren: Læser du tegneserier på iPad eller e-reader?

Jørgen Jørgensen: Nej, jeg synes jeg har nok i det jeg skal læse her.

Bogstavsamleren: Har du et favorit læsested?

Jørgen Jørgensen: Jamen, det er da ofte her i mit bibliotek, eller i stuen i en god stol.

Bogstavsamleren: Det er ikke det samme sted hver gang?

Jørgen Jørgensen: Nej, det er det ikke. Det skal også somme tider være et sted, hvor der er adgang til ordbøger, fordi det sker, at jeg læser noget på engelsk. Og på det seneste er jeg begyndt at læse tegneserier på fransk, og mit studenterfransk er rustent. Dels fordi jeg tidligere købte en del tegneserier på fransk, fordi man ikke kunne få dem på dansk, og dels fordi jeg er begyndt på at købe serier udgivet i Danmark, som ikke er blevet færdigudgivet. Carlsen Comics og Interpresse, Stenby Tryk, som det oprindeligt hed, de lukkede lige pludselig. Færdig, slut. Så sad jeg der med en halv serie og det ærgrede mig, at jeg ikke kunne læse slutningen på den, så så købte jeg fortsættelsen på fransk. Det har jeg fået ret godt gang i her efter jul.

Bogstavsamleren: Hvis du nu skulle være en tegneseriefigur, hvem ville du så helst være?

Jørgen Jørgensen: Det skal selvfølgelig være Tintin. Han er jo journalist, ikke?

Bogstavsamleren: Det er da klart.

Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

De 10 bedste tegneserier

Jeg bad Jørgen Jørgensen udvælge alle tiders 10 bedste tegnserier.  De 10 – plus det løse – kommer her i en helt tilfældig rækkefølge:

  • Prins Valiant – Harold Foster
  • Anders And – Carl Barks
  • The Spirit – Will Eisner
  • Franka – Henk Kuipers
  • Lucky Luke – Morris/Goscinny m.fl.
  • Asterix – Goscinny/Uderzo m.fl.
  • Tintin – Herge´
  • Blueberry – Giraud/Charlier
  • Linda & Valentin – Christin/Mezieres
  • Valhalla – Peter Madsen
  • Nofret – Sussi Bech
  • Buddy Longway – Derib
  • Familien Gnuff – Milton
  • Corto Maltese – Hugo Pratt
  • Vindens Passagerer – Bourgeon
  • Max Fridman – Vittorio Giardino
  • Tårnene i Maury skoven – Hermann
  • Jeremiah – Hermann
  • Thorgal – Rosinski
  • Modesty Blaise – O´Donnel/ Holdaway
Foto: Pia Daugaard

Foto: Pia Daugaard

Kirkeskuden

Henrik Pontoppidan: Kirkeskuden. Gutenberg Forlag, 1927.

Pontoppidan kunne sin Dickens. Nogle børn – de, der optræder i romaner – skal gå så grueligt meget ondt igennem før det bliver godt, og på vejen møder de voksne, der burde være deres beskyttere, men som er det modsatte.

#currentlyreading #henrikpontoppidan #bogsnak

A post shared by Linse Daugaard (@bogstavsamleren) on

Lille Ove er resultatet af en voldtægt. Med en kampesten knuser mor Ane hovedet på voldtægtsmanden, sømanden og amerikasfareren, pigernes yndling, den guldlokkede Søren Andersen, og må 9 år i spjældet.

For at spare sognet for socialudgifterne til Ove, lykkes det den snu skolelærer Mikkelsen at få den lokale, skinhellige præst Østrup, til at se det som sin pligt at tage sig af Ove. Den barnløse fru Østrup er først modvillig, men elsker snart Ove som var han hendes egen søn. Præsten finder forholdet sygeligt. Han ved ikke hvad kærlighed er.

Imens venter præstens søster, den intrigante gammeljomfru Katinka, der får husly i præstegården, modvilligt på sidelinjen, mens hun venter på chancen til at stikke en kniv i ryggen på sin svigerinde.

Ove er ikke specielt glad, selvom han gengælder plejemorens kærlighed. Han er en rask dreng der keder sig gudsjammerligt ved at skulle udenadslære bibelsteder. Og kan man ikke sin katekismus, kan man gå på sit værelse og ikke komme ud, før man har terpet den til man kan huske den!

Anes gamle tilbeder, den vege, småalkoholiserede barndomsven, fisker Ole Lorents, har giftet sig, og fået børn og styr på tilværelsen. I stedet for at drikke pengene op, bliver der bygget grisestald og investeret i fremtiden.

Så langt så godt. For nu bliver mordersken Ane lukket ud af fængslet. Vil hun kræve sin søn tilbage? Vil hun tage Ole fra Karen?Og kan hun holde snitterne fra kirkebøssen?

Ane er fortællingens interessante figur. Hun falder helt udenfor: ukendt far, men måske en sigøjner, Ane er i hvert fald mørk med blåsort, tjavset hår. Hun er et mandfolk, hjælper med at tøjle tyre og trækker våd med fiskerne, og har livsmod og -lyst. Helt modsat præsten, der væmmes så meget ved synet af Ane, at han straks får behov for at tage hjem og forelæse “De hellige martyrers liv og gerning” for sin kone.

For en outsider som Ane, der ikke kender sin plads både på det ene og det andet plan, skal det naturligvis gå galt.
Pontoppidan fortælling har ingen hovedperson, og med enkelte undtagelser ingen personer med ægte interesse for barnets tarv. Den lokale overklasse af politikere, skole- og kirkefolk fremstilles i al deres nøgne griskhed og skinhellighed, og som altid hos Pontoppidan med barberbladsskarp sarkasme.

Handlingen drives frem, så man halvvejs mere end aner udfaldet, men man er bare nødt til at følge disse grotesk dobbeltmoralske og kyniske mennesker hen til slutningen, om ikke andet, så for med sikkerhed at få at vide, hvordan det går med den uskyldige Ove, og den måske knapt så uskyldige men dog misforståede mor Ane.

Jeg, en bogsamler

En ny begyndelse for mit bibliotek

“En tilfældigt erhvervet, tilfældigt behandlet og tilfældigt benyttet samling bøger er nemlig ikke og bliver aldrig en virkelig bogsamling. Den opstår kun, når bøgerne er velvalgt, velbehandlet og velordnet.” (Carl Dumreicher, En bog om bogen)

“Når man har samlet på bøger i 35 år, har man gjort de dumheder, man kan gøre som samler, hvis man ellers forstår at tage ved lære.” (Peter Christiansen, En bog om bogen)

Størstedelen af min bogsamling er samlet efter tilfældighedernes princip, eller i hvert fald efter en masse forskellige interesser: hvad jeg har lyst til at læse, viden jeg gerne vil have ved hånden, hvad jeg synes er smukt eller sjovt at se på etc. 

I nogle tilfælde stammer interessen helt tilbage fra gymnasieårene i 1980’erne, som fx interessen for de antikke forfattere og for den nordiske naturalisme og det der opstod rundt om, eller måske endda længere tilbage fra barndommen, som fx Alexandre Dumas, Walter Scott og Jules Verne.

Men da jeg nu har samlet bøger i 35 år plus det løse, men det må være nok med dumhederne. Nu skal der struktur på bogsamlingen. 

Alexandre Dumas
Monde/Demos/Sorte Fane
Henrik Pontoppidan
Amalie Skram
Klaus og Erika Mann

Og (naturligvis) danske bøger om at samle på bøger + boghistorie

Det må være nok for nu. Bortset fra, at jeg vil fortsætte med at undersøge paperbackens historie og knopskydninger i Danmark og diverse favoritforfattere – som jeg måske ikke behøver i første udgaver, men dog gerne vil have stående på hylden til læsning.

Jeg vil også gerne høre hvad du samler på og hvordan du gør. Hvis du har lyst, har jeg lavet en Facebookgruppe for Bogsamlere. Har du lyst til at være med? Så finder du den her.

Fuglene

Tarjei Vesaas: Fuglene. Steen Hasselbalchs Forlag, 1968 (1957). Oversat af Torben Brostrøm

Det var en god varm juniaften, og bygningens gamle træværk lugtede dovent efter dagens sol.

Jeg har histen og pisten – uden at jeg kan huske præcis hvor – hørt Tarjei Vesaas navn nævnt – uden dog at være klar over hvordan navnet præcis udtales – som en forfatter man bør nævne – uden at huske præcis hvorfor.

Mon Vesaas får en renaissance? Han er min #fredagsbog #tarjeivesaas

A post shared by Linse Daugaard (@bogstavsamleren) on


Fuglene foregår i Norge ude på landet nær skoven i en, bortset fra bilerne på hovedveje, næsten umekaniseret fortid (romanen er udgivet i 1957). Tossen Mattis bor sammen med sin søster Hege, der strikker og strikker for at skaffe dem penge og mad. 

Jævnligt sender Hege Mattis ud for at dageleje for de lokale bønder, men Mattis har svært ved at samle sig om at hakke roer, og helt galt bliver det, hvis det lyner og tordner; så må han løbe hjem til Hege.

Mattis begynder som færgemand hvor der ingen rejsende er, men det gør ham godt at være til nytte. Hans første og eneste passager er skovhuggeren Jørgen, som får husly hos dem og snart får et godt øje til Hege. Interessen er gengældt.

Fuglene er en stærk roman om en landsbytosse, der har dårlig samvittighed over ikke at være til nytte, og som lever i konstant frygt for at blive forladt af sin søster. Vesaas er fantastisk til at føre os ind i Mattis’ tilbagestående tankeverden, og de to søskendes famlen efter at forstå hinandens håb og frygt. 

Det lykkedes dem langt fra og det ender naturligvis helt galt. Det er en meget sørgmodig og ulykkelig, men også utrolig smuk roman. Den handler om generøsitet, og om at lytte til og prøve at forstå den, der slet ikke er som en selv. 

Prinsessen på Glasbjerget

Prinsessen på Glasbjerget

I Prinsessen på Glasbjerget har Sigurd Hoel samlet otte fortællinger om det fattige landboliv i de norske fjelde. Gennemgående figur er Anders, i starten fem år gammel, og sidst 14 år. Fortællingerne spreder sig over børnepsykologiske skildringer til skildringer af samfundsoutsidere og reaktionen på dem. 

I samlingens første fortælling, Husker du mig?, er Anders jaloux på sine søskende, der får langt større opmærksomhed fra far og mor. Årsagen er, at de er svageligere eller syge, bror Harald dør endda. For at få opmærksomhed, gør Anders sig vintervåd og bliver syg, hvilket næsten tager livet af ham, men han vinder morens fulde opmærksomhed. Lige indtil han bliver rask, og det bliver søster Kari tur til at blive syg og vinde morens fulde opmærksomhed.

Elske hverandre handler om tilflytterne Jon og Inga. Jon kan reparere ure og anden mekanik, Inga kan sy, og deres priser er fair, så de gør nytte, selv om de tager brødet ud af munden på de, der plejede at sy og reparere. Jon og Inga er livsglade, de spiller op til dans, og ungdommen holder til hos dem. Jon og Inga elsker hinanden og viser det endda ved at kysse hinanden og bade nøgne offentligt. Kirkens to omrejsende præster mister magt, traditionerne smuldrer, outsiderne må sættes på plads. Det ender naturligvis skidt for Jon og Inga, men ordenen er genoprettet.

Sigurd Hoel (1890-1960) er ellers kendt for sine moderne mellemkrigsromaner om den frigjorte, erotiske ungdom og hans efterkrigsroman om besættelsen, Møde ved milepælen. I Prinsessen på Glasbjerget fra 1935 har han søgt tilbage til den før-industrielle landbo-tid, i fortælletraditionen fra Tolstoj og Panait Istrati. 

Dette tidsmæssige tilbagetog, er lidt overraskende for mig. Sigurd Hoel er afgjort en blændende fortæller, men det er som om, han betræder allerede gennemregistreret land.

Sigurd Hoel: Prinsessen på Glasbjerget. Carit Andersens Forlag, uden år. Oversat af Johannes Wulff.

Anker Jørgensen fortæller om sin yndlingslæsning

I en folder fra biblioteket fra 1990, anbefaler tidligere statsminister Anker Jørgensen bøger, dog med et lille forbehold:

I virkeligheden er det umuligt at fortælle andre mennesker hvad man skal læse. Hvis man anbefaler en bog, er det muligt, at den, der får det gode råd, bliver skuffet. Den enkelte skal selv gøre sine erfaringer.

Alligevel, her kommer Ankers yndlingslæsning:

Arthur Koestler: Yogien og kommissæren. 

Villy Sørensen: Dagbog fra 1949-53 (også kaldet “Tilløb).

Oscar Lafontaine: En anden slags fremskridt.

Günter Grass: Af en snegls dagbog.

Hans-Jørgen Nielsen: Billeder fra en verden i bevægelse.

John Nehm: Ståsted søges.

John Nehm: Man går ind ad en port.

Ivar Lo-Johansson: Till en författere.

Ivar Lo-Johansson: Kungsgatan.

Ivar Lo-Johansson: Parnas.

Ivar Lo-Johansson: Pubertet.

Erik Drammen: Fremtiden i vores hænder.

Peter P. Rohde: Midt i en isme-tid.

Per Stig Møller: På sporet af det forsvundne menneske.

Siegfried Lenz: Tysktime.

Siegfried Lenz: Et forbillede søges.

Ole Hyltoft: De befriede.

Ole Hyltoft: De besejrede.

Ole Hyltoft: Revolutionens fortrop.

Thorkild Hansen: Slavernes øer.

Kirsten Thorup: Himmel og helvede. (Ingrids anbefaling)

Paul La Cour: Fragmenter af en dagbog.

Knud Thomsen: En dreng på Christianshavn.

Hartvig Frisch: Europas kulturhistorie.

Alf Ahlberg: Filosofiens historie.

Svend Erik Stybe: Idéhistorie.

Lech Walesa: Håbets vej.

Søren Sørensen: Kekkonen.

Erik Knudsen: Til en ukendt gud.

Vita Andersen: Tryghedsnarkomaner.

Laen Nielsen: Besøgsdigte.

Erik Stinus: Duften af brød i mit hus.

Carl Scharnberg: Diverse digtsamlinger.

Jesper Jensen: Den praktiske socialisme og andre sange.

Poul Henningsen: Kulturkritik.

Henning Friis: Den uvisse fremtid.

Christian Ellings yndlingslæsning

Hvem kender mon i dag Christian Elling? Jeg kendte ham ikke, før jeg stødte på ham i serien Min yndlingslæsning, hvor han fortæller om sine favoritbøger.

Christian Elling var en dansk kunsthistoriker, 1901-1974. Han udmærkede sig desuden ved at være søn af en boghandler i Kalundborg.

Her er Christian Ellings yndlingslæsning: 

René de Chateaubriand: Slottet i Combourg.

Anthelme Brillat-Savarin: Røræg i kraftsky.

Adam Oehlenschläger: Barndommens Frederiksberg.

Adam Oehlenschläger: Eventyret i den fremmede stad.

Adam Oehlenschläger: Vandringer til Passy.

Henry Beyle (Stendhal): Slaget ved Waterloo.

Théophile Gautier: Valg af elskerinde.

Emil Aarestrup: Erotiske situationer.

H.C. Andersen: Blomsterfesten i Genzano.

Heinrich Heine: Turen til Hagen.

Ludvig Mynster: Oehlenschlägers L’hombre.

Charles Dickens: To redaktører.

Iván Turgénev: To godsejere.

Charles Baudelaire: Opfordring til rejse.

Charles Baudelaire: Den dårlige glarmester.

Charles Baudelaire: Tåger og byger.

Meïr Goldschmidt: En dampskibstur.

Vilhelm Bergsøe: Gamle Holbech.

Alphonse Daudet: Fader Gauchers elixir.

Holger Drachmann: Venezianske sange.

Anatole France: Alkymistens visdom.

Selma Lagerlöf: Kirkegården.

Johannes Jørgensen: Omkring “Tårnet”.

Johannes Jørgensen: Stranden.

Johannes Jørgensen: Ahasverus.

Johannes Jørgensen: Høstaften.

J. J. Brousson: Anatole France giver audiens.

Gertrud Rung: Georg Brandes tager afsked.

Henri Nathansen: Sabbat i Badstuestræde.

Colette: Børn ved stranden.

Astrid Ehrencron-Kidde: Præstegården ved Vättern.

Hans Hartvig Seedorff: Den lyse nat.

Hans Hartvig Seedorff: Rapunzel.

Tom Kristensen: Forfald.

Tom Kristensen: Opfordring.

Joseph Roth: Kejseren i natskjorte.

Karen Blixen: Dansen på “Friheden”.

Jacob Paludan: Strøtanker.

Paul V. Rubow: Hjalmar Söderberg.
Christian Elling: Min yndlingslæsning. Stig Vendelkærs Forlag, 1964. Omslagsportræt efter skulptur af  Gertrud Sadolin.

Ole Storms yndlingslæsning

Ole Storm var en modvillig deltager i Stig Vendelkærs Forlags bogserie Min yndlingslæsning.

Denne bog er ikke en antologi, men en collage, og hvis man vil vide forskellen, så ligger den alene i at collager for tiden nyder større agtelse end antologier og regnes blandt kunstværkerne, mens en antologi er en blomsterkost, og det har aldrig været meningen fra min side, uanset hvad forlæggeren Stig Vendelkær i sin uransagelige visdom har drømt om.

Som blomsterkost lider bogen af den pinlige mangel på virkelig god smag, der røber sig i tilstedeværelsen af både tidsler og brændenælder, og desuden har jeg ikke bestræbt mig på at servere essensen af min endnu højst uafklarede livsfilosofi på en sølvbakke, ej heller i ramme alvor bestræbt mig på at samle alle de topstykker, som jeg nu og i overmorgen tør kalde min yndlingslæsning.
På den anden side er det ikke netop ting jeg foragter.

Så, altså. Her kommer Ole Storms – eh – yndlingslæsning: 

 

Francis Bacon: Om studier.

Francis Bacon: Om højt embede.

Samuel Johnson: Om menneskelig lykke.

Jens Baggesen: Baron Tinnewalds have.

Jens Baggesen: Billedgalleriet.

Heinrich Heine: Delacroix.

Goethe: Samtale med Napoleon.

Adam Oehlenschläger: Hos fru de Stäel.

H. C. Andersen: Gartneren og herskabet.

J. M. Thiele: Tre samtidige.

Charles Lama: Aviser for femogtredive år siden.

Mark Twain: Fennimore Coopers litterære forsyndelser.

Logan Pearsall Smith: Walt Whitman.

Max Beerbohm: Hethway taler.

Herman Wildenwey: Optagelse i kredsen.

Sylvia Beach: Subskribenten, der udeblev.

Alexander Woolcott: Vores Mrs. Parker.

Kai Friis Møller: Mellem bladfolk.

Aksel Sandemose: Stilhed i en port.

Karen Blixen: At skrive en bog.

J. M. Thiele: En ganske ualmindelig skjønhed.

H. C. Andersen: Fru Meisling.

Pär Lagerkvist: Møllerkonen.

Olof Lagercrantz: Erotik i litteraturen.

D. H. Lawrence: Om at elske til musikledsagelse.

Rudolph Friedmann: Struwwelpeter.

Soya: Duen.

 

Ole Storm: Min yndlingslæsning. Stig Vendelkærs Forlag, 1964. Forsideportræt af Hans Bendix.

 

Sjove hashtags på Instagram

Der findes et væld af sjove og finurlige hashtags på Instagram for bogsamlere og -læsere. De er tit knyttet op på en dag og et bogstavrim og ofte på engelsk, fx #marblemonday. Her kommer nogle eksempler.

 

Mange bøger har marmormønstre på omslaget eller på papiret, så mandag er #marblemonday

It’s time for #marblemonday with the 1946 edition of Lykke-Per by Henrik Pontoppidan.

A post shared by Linse Daugaard (@bogstavsamleren) on

 

Tirsdag kan du tage et billede af smukke titelsider i sine bøger under hashtagget #titlepagetuesday

 

Om tirsdagen kan du også vise dine allermindste bøger frem under hashtagget #tinybooktuesday

 

Så er det blevet onsdag og er dine bøger udsmykket med træsnit, så tag det med #woodcutwednesday

 

En del antikvariske bøger blev indbundet af forlagene, og har du nogle af dem i samlingen, kan du hver torsdag tagge dem med #publishersbindingthursday eller – hvis de er grønne – endda med #greenpublishersbindingthursday

 

Fredag er der flere muligheder.  Du kan tage fotos af enderne eller siderne af dine bøger, måske lagt i små stakke, under #foreedgefriday……

…eller du kan lave sjov med virkelige kroppe og ansigter på bogforsider #bookfacefriday

#bookfacefriday #bøger #bookstagram #bookstagrammer #virgíniawoolf #quentinbell #biography

A post shared by Linda Larsen (@teotossen) on

 

Søndag er der også flere muligheder. En – har jeg indtryk af – yndet disciplin er at fotografere sine egne ben sammen med en bog og en kop te, så hvorfor ikke tagge billedet med #socksunday?

 

En anden mulighed søndag, er at tage fotos af indersiden af sine bøger, der ofte er dekoreret med mønstre eller anden udsmykning. Her bruger du #endoftheweekendpapers hashtagget

 

Men hov! Hvad med lørdag?? Ja, der bliver jeg dig svar skyldig. Har du fundet et godt lørdags-bog-hashtag, så sig endelig til. 🙂