Den rumænske forfatter Panaït Istrati skrev en cyklus på 4 romaner (måske 5, se dette blogindlæg), med Adrien Zograffi som gennemgående fortæller. Alle 4 romaner foregår i Rumænien et sted imellem 1820’erne og 1870’erne (cirka), mens Rumænien endnu er under tyrkisk og delvis russisk besættelse. Rumænien er et fattigt bondesamfund, og, ud over tyrkerne, er det adel og gejstlige der skummer fløden. Det er desuden at sammensat samfund. Ud over rumænere og rumænsk finder man bulgarer, tyrkere, grækere og sigøjnere og deres sprog.

Første bog hedder ’Kyra Kyralina’. Den har en rammefortælling, hvor Adrien Zograffi er hovedpersonen. Inden for rammefortællingen, får vi, i to afdelinger, Stavros fortælling.

Rammefortællingen er som følger: Sammen med vennen Mikhaël og gadesælgeren Stavro, beslutter Adrien sig for at tage på marked i nærmeste storby, for at sælge pandekager og limonade. De får råvarer på klods og i en hestekærre rider de af sted.

Turen er lang, så de må overnatte på et høloft. Adrien vågner ved at en hånd kærtegner ham og en mund kysser ham. Forvirret, for der er jo kun de tre venner tilstede i laden, falder han i søvn igen, men tredje gang det sker, vågner han. Vredt opdager Adrien og Mikhaël, at det er Stavros der ikke kan holde nallerne for sig selv. Stavros undeskylder brødbetynget sine overgreb på Adrien, og forsøger at forklare sig. Og så kommer den første historie i historien, i form af Stavros fortælling om sin barndom og opvækst.

Derefter springer vi i tid. Rammefortællingen genoptages: Adrien vagabonderer i mellemøsten, og på et madsted i Ægypten ser han en ældre herre, han genkender som Stavro. Og så får vi anden del af Stavros’ livshistorie.

Jeg skal ikke genfortælle Stavros 2 historier, blot dette: de omhandler en naiv sjæl, der gang på gang falder i svigfulde menneskers klør, og som gang på gang udnyttes på den ene og den anden måde. Og hver gang, Stavro vinder sin frihed, tror han naivt at den første den bedste person han møder, er godheden selv, men igen bliver han udnyttet.

I slagordsform er det 1001 nats fortælling møder Fanny Hill. Ikke nær så slibrigt, men princippet om en naiv person, der gentagne gange udnyttes, uden nogensinde at blive klogere af erfaring, er identisk.

Det homoseksuelle tema overraskede mig positivt, det er ikke tit man støder på det uden for erklæret homo-litteratur. Men indtil videre er det jeg har læst ikke hvad jeg forventede mig, og lige nu er jeg ikke voldsomt begejstret for, at jeg kun er nået ¼ af vejen!

Men, kære læser, lad os ikke foregribe tingenes gang. Se med hvad der sker, når vi når til bind 2 i næste blogindlæg.

Nå jo, romanens titel kommer af navnet på Stavros’ søster, som flygter sammen med ham fra det voldelige hjem, og som ender i et tyrkisk harem.

Panaït Istrati: Kyra Kyralina. Adrien Zograffis Beretning. Carit Andersens Forlag, 1941 (1924). Oversat af Elise Koppel. Forord af Romain Rolland og Panaït Istrati.