Jeg køber ind i mellem bøger af forfattere, jeg intet kender til, af ren og skær nysgerrighed. Det sker, at de får lov at modnes på hylderne, men inspireret af Carsten(Eskapisten) fik jeg lyst til at gå i gang med en af slagsen, Panaït Istrati.

Istrati (1884-1935) var rumænsk romanforfatter. Han blev opdaget i 1921 (efter et selvmordsforsøg begået i Nice) af den franske forfatter Romain Rolland. Inden da havde Istrati, der var søn af en græsk smugler og en rumænsk bondekone (nogle kilder angiver hende som vaskekone), deltaget i arbejder- og bondeopstande i Rumænien, som faglig aktiv og som journalist og udgiver på og af arbejderblade. Fra 1913-1931 vagabonderede han i sydeuropa og mellemøsten.

I 1927 og 1929 besøgte Istrati Sovjetunionen, mødte Victor Serge og rejste rundt med Niko Kazantzakis. Han opdager den brutale stalinistiske terror og undertrykkelse og skriver efterfølgende 3 kritiske bøger om Sovjetunionen i 1929 (mit østtyske litteraturleksikon mener, at Istrati vender sig imod socialismen pga. sin stigende berømmelse og materiel velstand!). OPDATERING: Arbeidernes Leksikon (Oslo, 1934) er heller ikke lutter positiv overfor Istratis kritik af USSR. De siger, han “retter et lidenskapeligt og temmelig uvederheftig angrep på sovjetstyret” (bind IV, side 275).

Istrati dør i 1935 i Rumænien af Tuberkulose. Der er flere biografiske oplysninger på engelsk wikipedia.

Istrati kendteste værker er to romancyklusser, Adrien Zograffis berretning og Adrien Zograffis liv.

Jeg har de fire titler i den første cyklus:
1. Kyra Kyralina. (Kyra Kyralina, 1924)
2. Onkel Anghel. (Oncle Anghel, 1925)
3. Hajdukerne. (Presentation des Haïdoucs, 1925)
4. Domnitza af Snagov. (Les Haidoucs, ?)

En foregående ejer af bøgerne har med blyant nummeret dem sådan, men det er der ikke enighed om, blandt de kilder jeg har kunnet finde.

Politikens Hvem-skrev-hvad fra 1955 angiver kun de tre første værker, mens det fjerde står for sig selv. Kröners Lexikon der Weltliteratur (1963) nævner også de tre første værker, og så Domnitza de Snagov (1926) som et værk for sig.

Engelsk Wikipedia nævner 5 bøger i cyklusen:
1. Kyra Kyralina (or Chira Chiralina; also translated under the title Kyra My Sister)
2. Uncle Anghel
3. The Haiduks (or The Bandits)
4. Presentation of the Haiduks (or Presentation of the Bandits)
5. Domnitza de Snagov

Der er altså enighed om de to første bind, uenighed om der er 4 eller 5 bind totalt og titlerne på de sidste to (tre) bind. Hvad der også gør det forvirrende, er, at den franske titel på den danske titel på bind 3 er den samme titel Wikipedia foreslår til bind 4 på engelsk.

For at gøre forvirringen komplet, angiver Istrati i sit forord til den danske udgave af Domnitza af Snagov (side 5), at ’Domnitza af Snagov skulle være det næstsidste Bind af Hajdukerne og af Adrien Zograffis Beretninger. Ifølge min Plan skulde endnu et Værk, Groza, udgøre det sidste.’

Nå, jeg bliver vist ikke klogere, og jeg trætter læserne med min arkæologi. Nok for nu. I næste blogpost kommer vi til anmeldelserne.

OPDATERING: Jeg fandt lige et citat frem af Victor Serge (som en overgang gemte sig for det hemmelige politi GRU, sammen med Istrati, i en lille villa i Bykovo-skovene uden for Moskva), som vist beskriver Istrati ligefremt:

Istrati vendte tilbage til Frankrig helt sønderknust over disse oplevelser [i USSR]. Jeg mindes ham med den største sindsbevægelse. Han var endnu ung og mager, som det er typisk for bjergboerne på Balkan; han var ret grim med sin store fremspringende næse, men overordentlig levende trods sin tuberkulose og i besiddelse af en fantastisk livsappetit! Som henholdsvis svampefisker, sømand, smugler, vagabond og murermedhjælper havde han besøgt hver eneste havn ved Middelhavet; så begyndte han at skrive og skar halsen over på sig selv for at gøre en ende på det hele. Romain Rolland reddede ham; han opnåede pludselig litterær berømmelse og fik pæne forfatterhonorarer, da hans hajduk-fortællinger blev udgivet. Han skrev uden at have det mindste begreb om grammatik eller stil, men han var en født digter, der med liv og sjæl gik op i enkle ting som eventyr, venskab, oprør, kød og blod. Han var ude af stand til at anstille teoretiske betragtninger og således ude af stand til at falde i den udspekulerede sofismes fælde. Jeg har hørt folk sige til ham: “Panaît, man kan ikke lave en omelet uden at smadre nogle æg. Vores revolution…osv.” Han udbrød:”Javel, jeg kan se de smadrede æg, men hvor er jeres omelet?” (Victor Serge: En revolutionærs erindringer, bind 2, side 374-5).