Penelopiaden

Nu skal det hele jo ikke handle om de store selskabers skalten og valten med sagesløse forbrugere, nej, nu skal vi tilbage i litteraturen, helt dértil, hvor vi næsten ikke kan komme længere. En historie vi alle kender i sin helhed eller delvist. Sirenernes sang og den trojanske hest har vi alle hørt om, ikke sandt?

Ja, I har gættet det: historien om Odysseus. Men denne gang ikke i Homers (føde- og dødsår ukendt – ja, har han virkelg levet? Vi ved det ikke) version, men derimod i den canadiske forfatterinde Margaret Atwoods (1939 – ) version. Den hedder Penelopiaden. Myten om Penelope og Odysseus.

Som I sikkert husker, så er Odysseus konge på Ithaka, en del af det senere Grækenland, og gift med Penelope og far til Telemakos. Selvom han forsøger at undslå sig, må Odysseus drage i krig mod Troja, en krig der tager ti år, men som bringer Odysseus megen hæder. Da krigen er slut, tager Odysseus hjem, men rejsen er fyldt med farer og eventyr, og den tager også 10 år!

Da Odysseus endelig kommer hjem, farer han ikke bare hjem. Nej, han udklæder sig som tigger, for han vil godt lige se, om Penelope mon er ham tro efter 20 års adskillelse.

Mens Odysseus har været væk, sidder Penelope hjemme i kongeslottet på Ithaka, og har ikke haft det for nemt. Hun er dronning i et kongerige uden konge, og rygterne går, at Odysseus er død, og kongedømmet derfor ledigt. Bejlerne indlogerer sig på kongeslottet i massevis, og de lader sig ikke afvise.

Penelope må udvise list, for at holde bejlerne fra livet. Hun giver sig til at væve et ligklæde til den formodet afdøde Odysseus, og så snart hun er færdig med klædet, vil hun vælge en ny mand, siger hun. Hvad bejlerne ikke ved er, at Penelope hver nat med hjælp fra sine tjenestepiger, trævler klædet op igen.

Bejlerne opdager Penelopes list, og hun må udskrive en ny konkurrence, hvor hun vil gifte sig med den, der kan spænde Odysseus efterladte bue og skyde en pil gennem hullerne i 12 økseskafter. Den anonyme tigger deltager i konkurrencen, og er naturligvis den eneste der kan klare opgaven, for buen er jo hans egen. Derefter dræber han de fleste af bejlerne og 12 af Penelopes tjenestepiger.

Det er Odysseus drab på de 12 tjenestepiger, der har vakt Margaret Atwoods interesse og lyst til at udforske nye sider af den gamle historie. Den er fortalt ud fra Penelopes og tjenestepigernes, kvindernes, synspunkt. I Atwoods version, instruerer Penelope tjenestepigerne i at udspionere bejlerne ved at ligge i med dem og tale grimt om Odysseus, for at beskytte sig selv og sin søn og mand.

Da Odysseus dukker op i forklædning som tigger, ved Penelope straks at det er hendes mand, men det siger hun ikke straks. Han hører og ser tjenestepigernes opførsel, og når ikke at få Penelopes forklaring, inden han dræber dem.

I Atwoods version, er fortællingen om Penelope og Odysseus også en allegori om overgangen fra et matriarkalsk samfund til et patriarkalsk samfund. Penelope er den der bestemmer, og hendes 12 tjenerinder repræsenterer årets gang (antal måneskift), lig med 12 måneder. 12 går også igen i de 12 økseskafter. Odysseus besejrer matriarkatet ved at skyde en pil gennem de 12 økseskafter, derefter har han (patriarkatet) herredømmet.

Romanen er spændende skrevet, den har nærmest lidt suspense, og Atwoods tese er ikke hel dum. I græsk tradition, blandes fortællingen med korsang og forskellige synsvinkler. Især den kvindelige, er tiltrængt efter så lang tid 🙂

Margaret Atwood: Penelopiaden. Myten om Penelope og Odysseus. Tiderne Skifter, 2005. Oversat af Lisbeth Møller-Madsen.

Skriv et svar