PH – Lysmageren

Arkitekten og forfatteren Poul Henningsen (PH) er vel en af forrige århundredes mest omdiskuterede kulturpersonligheder. Opfinder af PH-lampe-systemet, revyforfatter, anmelder, filmscenograf og om noget samfundsdebattør, kunne han skille vandene som vel kun Georg Brandes før ham og Klaus Rifbjerg efter ham.

De tre ligger også trods deres forskelligheder i en klar forlængelse af hinanden med deres kulturradikale projekt om frisind, frihed og oplysthed og imod kronen, korset og sværdet.

Enlig mor

PH (1894 – 1967) voksede op med sin enlige skuespiller-forfatter mor Agnes Henningsen, og levede en omtumlet tilværelse i pleje hos andre, og i ikke altid materielt alt for gode kår.

Men han fik en uddannelse og blev arkitekt, og tegnede huse og meget andet, men især i dag jo kendt for PH-lampen.

Samtidig skrev han revyer, redigerede blade og anmeldte teater i aviser og skrev kronikker og læserbreve og meget andet, for han havde en mening om det meste, og kulturkampen, måske især i fra 1930’erne og frem, var en kampplads mellem ideologierne, reaktionen og de kulturradikale.

Kampen foregik fra hus til hus om kvindekampen, den seksuelle frigørelse, boligformer, forbrug, arkitektur, kultur, film, TV, retsopgøret efter krigen, og et væld af andre emner.

Ytringsfrihed

Det er i øvrigt i lyset af debatten om ytringsfriheden i moderne tid i Danmark, særligt påfaldende, hvor indgroet censur var i dansk politisk kultur. PH blev censureret og berufsverbotet bl.a. i Politiken og af Radiorådet i DR.

En konservativ borgmester fik en maske, der lignede den spanske fascist-diktator Franco, fjernet fra en park-revy bestilt af Københavns Kommune, og Kristelig Lytterforening forhindrede Ove Sprogøe i at fremføre sangen Cigaretter, whiskey og nøgne pier i 15 år.

Når man læser proletarforfatteren Martin Andersen Nexø, opdager man hurtigt, at han har en noget anden måde at stave dansk på, f. eks. hade i stedet for havde og noet for noget. Det har undret mig lidt, men PH var på samme demokratisk sproglinje:

“I talen ligger den virkelige dannelse og det helt folkelige tæt ved hinanden.”
“Vort øre tilhører tiden. Vi værger os ved at tale sådan et underligt dragkistesprog.”

PH skrev derfor også hade, lavær og mennsker. Ret sympatisk, syns jeg.

Revyforfatteriet og den megen avisskriveri hade skærpet PH’s evne til de små, spidende skarpe aforismer, som denne her, en af mine favoritter:

Det som skiller nazisme fra nationalisme
er for småt til at fylde en hel aforisme

Krønike

Det er ikke for ingenting, at bogen kaldes en krønike. Det giver en udstrakt frihed, og jeg savner historikerens kildeangivelser, og vis hoved og tanker Poul Hammerichs nu gengiver og hvor har han det fra.

Er du gammel nok til at huske Poul Hammerichs Danmarks Krønike fra tv, så er fortællestilen ikke ukendt. Den løse, fabulerende skrivestil irriterer mig grusomt i passager, og gør til tider teksten nærmest til vrøvl. F. eks. her om en gymnasielærer med tilnavnet Mopper:

“…Mopper med Kiplingskægget, der var cand. theol. og underviste i engelsk, mens han skar negle med sin pennekniv, så drengenes tænder løb i vand.”

Kan undervisning i engelsk (eller er det negleskæring med pennekniv?), få tænder til at løbe i vand?

Til andre tider vidunderligt klar (om Morten Korch-bølgen i 1950’erne):

Poul forsøgte at stå fast, mens Korch-bølgen rullede, og skrev flere klummer i Social-Demokraten om “denne fabrikant i elskelig flugt fra den rå virkelighed”. Selv om man burde give folkekulturen en margin, behøvede den ikke at hænge hele to kulturepoker bagefter: både realismens og den moderne kunsts. Og dagdrømmeriet burde ikke være det brede folks eneste mulighed for at komme gennem tilværelsen: “Man kan forbedre sine kår ved at se sandheden i øjnene og slås.”

Men i hvert fald en utrolig vigtig bog om en af dansk kulturs personligheder og om dansk kulturhistorie igennem det 20.
århundrede.

Paul Hammerich: Lysmageren. En krønike om Poul Henningsen. Gyldendal, 1993 (1986).

Skriv et svar