Rædselsfulde bøger af John Steinbeck

Da jeg begyndte at læse at læse voksenbøger, i det man vidst kalder de formative år (hvorfor det hedder det, ved jeg i øvrigt ikke; varer de formative ikke hele livet?), var John Steinbecks roman Vredens druer en af de første romaner jeg slugte og genlæste.
Romanen om den fattige daglejer-familie som forsøger at holde sammen om at mættes alles munde og bevare deres værdighed trods overmagten i form af grådige arbejdsgivere, bakket op af et korrupt offentligt og juridisk system, påvirkede mig dybt dengang, og gør det egentlig stadigvæk.

Men forfatteren og det politiske menneske John Steinbeck krakelerer en hel del i et par bøger jeg fandt i foråret på en rejse til Amsterdam.

Rejsebog

Den ene er en jubilæumsudgave (i anledning af 50-året for bogens første udgivelse) af Steinbecks rejsebog fra USA, Travels with Charley. Steinbeck køber sig i 1960 en lille husvogn (som han kalder Rosinante efter Don Quixotes hest) og begiver sig ud for at se USA og møde amerikanerne, sammen med sin puddelhund Charley.
Bogen er en uinteressant og banal omgang med masser af plidder-pladder dialog med de mennesker Steinbeck og Charley møder, livløse naturbeskrivelser og småpraktiske detaljer.
Jeg opgave at læse bogen færdig en tredjedel inde, små-arrig og skuffet.

Krigskorrespondent

Den anden bog en samling af John Steinbecks artikler fra en rejse til sydøstasien under Vietnamkrigen, han foretog i 1966-1967 få år før sin død. Steinbeck in Vietnam. Dispatches From The War, er titlen på bogen.
Jeg anede ikke at Steinbeck havde været krigskorrespondent under Vietnamkrigen, men det var også for en lokal Long Island avis, Newsday.
Bogen er rædselsfuld. En samling partiske propagandaartikler, som jeg slet ikke kan forstå et tænkende, politisk begavet menneske som John Steinbeck kunne producere.  
De amerikanske styrker gør intet forkert, de er der kun for at hjælpe og udkæmper krigen på lovlig hvis, mens modparten ingen nåde kender eller ingen skrupler har. Steinbeck er småracistisk i sine beskrivelser af fjenden, og tvivl er der intet at spore af.
John Steinbeck var flere gange under rejsen ved fronten både på jorden og i luften, og betvivler ikke det han bliver vist eller de oplysninger han får af de amerikanske militærfolk.
Thomas E. Barden, som har redigeret bogen, forklarer om Steinbecks forhold til Vietnamkrigen, at den udviklede sig fra tvivl om det rette i krigen, til dyb støtte til krigen og igen til tvivl. Artiklerne blev skrevet på det tidspunkt, hvor han var for krigen.

Propaganda og Nobelpris

Det spillede også ind, at Steinbeck var personlig ven med den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson, og at Steinbecks ene søn gjorde tjeneste i Vietnam og den anden søn var under militærtræning i USA. Uanset finder jeg det dybt betænkeligt at Steinbeck lånte sin pen til ubetinget støtte for en fjern krig.

Det er selvfølgelig nemt at sidde her så mange år efter og gøre mig klog på, især når vi nu ved (hvad man måske ikke vidste da Steinbeck skrev sine artikler; den præcise timing kender jeg ikke nok til Vietnamkrigen til at kende), at amerikanerne begik adskillige krigsforbrydelser under krigen.

Men det er slående hvor entydigt artiklerne går krigstilhængernes ærinde, uden tvivl og uden slinger i valsen. Steinbeck, en ordets mester med mange romaner og noveller bag sig og oven i købet en Nobelpris som endnu et bevis, kunne ikke være i tvivl om hvordan han brugte sit sprog og hvilken virkning det havde.

Vredens druer

På den måde har Travels with Charley og Steinbeck in Vietnam været rigtig trælse oplevelser, fra en forfatter som jeg ellers har læst meget godt af, og som også har påvirket min politiske bevidsthed. 
Men Vredens druer er der endnu, som en af de bedste romaner fra de trange tredivere i USA.


John Steinbeck: Travels with Charley in Search of America. Pinguin Classic, 2012 (1962).

Steinbeck in Vietnam. Dispatches from the War. Edited by Thomas E. Barden. University of Virginia Press, 2012.

13 responses

  1. Jeg vil glæde mig til vredens druer, som står på min hylde. Har selv læst Cannery Row (da. Et mægtigt gilde) og dagdriverbanden og kan især anbefale Cannery Row. Det er en kort, men ufattelig hyggelig bog 🙂

  2. Jeg vil glæde mig til vredens druer, som står på min hylde. Har selv læst Cannery Row (da. Et mægtigt gilde) og dagdriverbanden og kan især anbefale Cannery Row. Det er en kort, men ufattelig hyggelig bog 🙂

  3. Uha! Som du storlæste jeg Steinbeck i mine formative år 😉 og overvejer genlæsning. Især En dejlig torsdag, Mus og mænd, Dagdriverbanden, men også en mindre kendt titel, Månen er skjult, der foregår i tysk besat Norge. Travels with Charlie husker jeg med glæde, men dengang slugte jeg alt om den store verden derude. Håber ikke, jeg bliver skuffet. Visse bøger bør måske ikke genlæses, de har haft deres tid.

  4. Uha! Som du storlæste jeg Steinbeck i mine formative år 😉 og overvejer genlæsning. Især En dejlig torsdag, Mus og mænd, Dagdriverbanden, men også en mindre kendt titel, Månen er skjult, der foregår i tysk besat Norge. Travels with Charlie husker jeg med glæde, men dengang slugte jeg alt om den store verden derude. Håber ikke, jeg bliver skuffet. Visse bøger bør måske ikke genlæses, de har haft deres tid.

  5. Hej Marit,

    først og fremmest tak for din kommentar 🙂
    Jeg tror også, som både du og Sidsel foreslår, at jeg skal genlæse andre af Steinbecks værker, for at komme op på hesten igen. Selvom du kan have ret i, at visse bøger ikke skal genlæses, så håber jeg alligevel de tåler genlæsninger 🙂

  6. Hej Marit,

    først og fremmest tak for din kommentar 🙂
    Jeg tror også, som både du og Sidsel foreslår, at jeg skal genlæse andre af Steinbecks værker, for at komme op på hesten igen. Selvom du kan have ret i, at visse bøger ikke skal genlæses, så håber jeg alligevel de tåler genlæsninger 🙂

  7. Jeg var også begejstret for Vredens druer – til gengæld var jeg ikke så vild med Dagdriverbanden eller Mus og mænd, og jeg må indrømme, at jeg – ud fra din beskrivelse – heller ikke er fristet til at kaste mig over de ovenstående bøger.

  8. Jeg var også begejstret for Vredens druer – til gengæld var jeg ikke så vild med Dagdriverbanden eller Mus og mænd, og jeg må indrømme, at jeg – ud fra din beskrivelse – heller ikke er fristet til at kaste mig over de ovenstående bøger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *