Rejsen mod nattens ende

Vi er ikke helt færdige med den tyske forfatter Klaus Mann. Han var en stor beundrer af Herman Bangs forfatterskab og han følte et vist fællesskab med Bang, måske også fordi de begge var homoseksuelle.

Herman Bang døde på en togrejse under en oplæsningsturné i USA i 1912, og det har Klaus Mann gendigtet i essayet Rejsen mod nattens ende.

Det starter med at den danske koloni i New York får en forespørgsel om de kan arrangere nogle oplæsninger for Herman Bang, der er på vej til USA. I første omgang vækker det forargelse, at denne omstridte personage har tænkt sig at dukke op, og der spekuleres i hvordan de dog kan få sat Bang på det første det bedste skib retur til Europa, så han ikke laver skandale eller ødelægger deres gode ry.

De besinder sig og arrangerer overnatning og oplæsninger, og tager faktisk godt imod Bang. Bang er nervøs, han ser svagelig og ulykkelig ud, men oplæsningerne i New York bliver et stort tilløbsstykke.

I New York knytter Bang sig til en ung mand af dansk afstamning, John, som viser ham rundt i byen, og som han forærer et signeret eksemplar af De uden fædreland.

Men snart venter flere oplæsninger ude i landet, og Bang krydser USA i tog. Det vil sige: han når kun til Utah, hvor han rammes af et hjertetilfælde, som han ikke overlever.

I Klaus Manns udgave af historien er Herman Bang er dødsmærket mand, svagelig og ensom, og fædrelandsløs som hovedpersonen i sin egen roman De uden fædreland. Den sidste dråbe bliver USA, både i form af den livskraftige og overvældende storby New York med dens skyskrabere og mange mennesker, og de golde, uendelige vidder i midtvesten. Kun tanken om John gav Bang en sidste glæde.

Det er et medfølende og indlevende essay om Herman Bangs sidste dage. Klaus Mann lavede research til essayet, men han brugte digtning også i sine ikke-fiktive værker, så hvor meget der er digt og hvor meget der er fri fantasi, er ikke til sige, men det er faktisk heller ikke så vigtigt. Jeg tror, uden at være Herman Bang kender, at Klaus Mann har en god fornemmelse for Bang og rammer manden og hans sidste dage ret overbevisende. Det er gribende og tragisk og ikke uden en god portion velanbragt patos. Mesterligt, vil jeg kalde det.

Essayet om Bang var et af en række portrætter af udlændinge der besøger Nordamerika/USA, som Klaus Mann ønskede at udgive samlet i starten af fyrrerne, for at være med til at give amerikanerne en forståelse af deres egen historie og mentalitet, og for at gøre sig selv bemærket i sit nye, kommende fædreland, men intet amerikansk forlag ville udgive det. Først i 1991 bliver manuskriptet fundet frem igen og udgivet på tysk, under titlen Distinguished Visitors. Der amerikanische Traum. 

Som et lille kuriosum: I 2009 blev essayet fremlagt i en dansk udgivelse i den Sorte Diamant, fordi en lektor ved Syddansk Universitet havde fundet og oversat det. En verdenspremiere, blev det kaldt i pressemeddelelsen. Men det var så 18 år efter den tyske “verdenspremiere”, hvis det ellers er det samme essay der er tale om.

Klaus Mann: Distinguished Visitors. Der amerikanischer Traum. Edition Spangenberg, 1992. Ûbersetzung Monika Gripenberg.

Skriv et svar