Røverbaroner og rebeller


Så skal der laves penge!
Havde de rige akkumuleret kapital førhen, var det intet mod hvad de gjorde i anden halvdel af det 19.århundrede. Her blev de rige virkelig rige.

Forudsætningen for eventyret var bedre industrielle tekniker, bedre maskiner, bedre transportnet og kommunikation, og højere uddannelse.

Anden forudsætning var en slavebundet og lavtlønnet arbejdsstyrke og import af mere arbejdskraft (fra Europa og Kina) til at trykke lønningerne helt i bund med.

Tredje forudsætning var at ”systemet” bakkede dem op: skole og kirke lærte ikke kun børn og unge at regne og læse og bede deres fadervor, men også kæft, trit og retning; politikerne vedtog love og forvaltede skatteydernes penge til industribaronernes bedste; domstolene dømte til industribaronernes fordel.

Vilde beløb!

Et par eksempler: Andrew Carnegie solgte sin stålindustri til J.P. Morgan for $492.000.000. Derefter solgte han aktier og obligationer for $1.300.000.000, altså små $400.000.000 mere end han skulle af med (og tog i øvrigt $150.000.000 i et slags administrationsgebyr til sig selv). Dividenden blev finanseret ved at kongressen vedtog toldmure for at holde billigere stål ude af USA og dermed prisen kunstigt høj, og arbejdskraften på 200.000 blev sat til at slide og slæbe 12 timer om dagen for ussel betaling.

Præsident Grover Clevelands udpegede en af sine rådgivere, William Whitney, advokat, millionær og gift ind i Standard Oil (Rockefeller), til flådeminister. Denne bestilte straks en ”steel navy” og betalte Carnegie overpris for stålet (at lade industriens folk indlemme i regeringen er jo en lang tradition der er forsat helt op til vore dage, fx Dulles og Cheney).

I øvrigt brugtes alle lovlige og ulovlige midler: der blev solgte defekte rifler der sprængte tommelfingrene af (J.P. Morgan); politikere blev bestukket (Thomas Edison, Daniel Drew, Jay Gould og sikkert mange flere); konkurrenter blev bombe-saboteret (Standard Oil/John D. Rockefeller); de firmaer der byggede jernbanen tværs over USA fik foræret en masse jord af staten, de lod jernbanen passere de byer der kunne bestikke dem mest, lod underleverandører (som de selv ejede) tage overpriser, som skatteyderne så betalte osv. osv.

Fronterne er trukket op
Imens boede og levede arbejderne under usle forhold, og arbejdsskader og -dødsfald var høje. Fx blev 22.000 jernbanearbejdere dræbt eller såret i 1889, altså på bare et år.

Arbejderne organiserede sig, demonstrerede, strejkede og greb endda til våben enkelte gange. Anarkisten Alexander Berkman udførte endda et (mislykket) attentat på en af Carnegies topchefer, Henry Clay Frick.

Arbejdsgiverne benyttede sig til gengæld af lockouter, spioner og provokatører og private politistyrker, fik hjælp fra hæren osv. osv. Altså vold, med andre ord.

Det er i øvrigt i samme periode, 1860-1910, at hæren nedkæmper indianerne og gør pladsen til jernbanen og de hvide farmere.

4 responses

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *