Smith & Mapplethorpe


Patti og Robert
’Just Kids’ fortæller historien om hvordan Patti Smith i 1967 tager til New York og ved et tilfælde støder ind i Robert Mapplethorpe, og om hvordan de sammen forsøger at fremme deres kunstnerdrømme, om hvordan de hutler sig til mad og tag over hovedet. Vi møder en masse karismatiske personer i musik- og kunstnermiljøet blandt andet omkring Andy Warhol og Hotel Chelsea.

I starten er de kærester, men da Robert viser sig at være homoseksuel, stopper det. Men de er intime som søskende og meget, meget gode venner, og de deler deres op- og nedture, deres få penge osv.

Poet og rockerstjerne
Patti er poet, inspireret af franske symbolister og amerikanske beat-digtere. Hun begynder at optræde med oplæsninger af sine digte, og tilføjer på et tidspunkt først en guitarist, så en pianist, endnu en guitarist og så en trommeslager og pludselig er de et helt band, og rockstjernen Patti Smith er født. Hun får enorm succes med sine plader fra 1975 og frem.

Kunstner og fotograf

Robert har problemer med at slå igennem med sine malerier og installationer, men langsomt vender han sin interesse mod fotografiet. Han får sig endelige en mæcen (og kæreste) og slår igennem med sine eksplicitte fotografiske udforskninger af mande- og kvindekroppe, homoseksualitet og S/M. Prøv en billedsøgning på hans navn på Google. Det er ikke for børn 🙂

Robert dør af AIDS i 1989.

En pilgrimsrejse
Det er en rigtig fed bog. Især forholdet mellem Patti og Robert, men også Pattis udvikling fra forhutlet kunstnerspire til poet og rocksangerinde. Jeg har altid elsket hendes musik, hendes poesi kender jeg ikke rigtig (ud over sangteksterne, naturligvis).

En episode viser dog også den lidt umodne og teatralske side af Patti Smith: hun drømmer om at tage til Etiopien for at lede efter Rimbauds efterladte papirer, men ingen vil finansiere hendes rejse af frygt for hendes sikkerhed. I stedet bliver det til en pilgrimsrejse til Frankrig i Rimbauds fodspor.

I Paris må hun bare bo på Hôtel des Estrangers, hvor Rimbaud har overnattet engang, men der er optaget. Den venlige hotelportier lader hende dog overnatte på loftet og bringer hende næste morgen varm chokolade og en brioche.

Videre til Charleville, hvor Rimbauds museum er lukket den dag hun ankommer, men en ældre kustode forbarmer sig over hende og lukker hende ind. Hun besøger også Rimbauds gravsted.

Ingen af stederne bringer hende dog inspiration, og hendes planlagte skriverier om Rimbaud bliver ikke til noget.

Turen slutter tilbage i Paris, i regnvejr ved Jim Morrisons grav (som hun i levende live ikke var så vild med, men nu hvor han er død kan føjes til listen over for tidligt døde helte), hvor fans har ofret joints, smøger og sprutflasker, og hvor den kvindelige graver råber efter Patti på gebrokkent fransk-engelsk: ”Answer me, Américaine! Why do you young people not honor your poets?”

Ikke så underligt at turen ikke inspirerer Patti. Den er en kliché, og med lidt bibelhistorie og lidt Freud kunne man få en masse ud af det.

Hippie-tid og ikoner

Det kunstner- og musikmiljø Patti og Robert lever i, kan til tider virke lettere selvtilstrækkelig og forholdsvist minimalt påvirket af tidens politiske strømninger. Sådan er den slags miljøer nok tit.

Men som en slags løbende tidsangivelse eller reference nævnes de drab, dødsfald og attentatforsøg af individer som 1960’erne og begyndelsen af 1970’er også er så kendte for: Martin Luther King; Robert F. Kennedy; Jim Morrison; Janis Joplin; Jimi Hendrix; nedskydningen af Andy Warhol; nedskydning af studenterdemonstranter på Kent State University etc.

Kender man nogenlunde til amerikansk historie, kan man på den måde følge med i hvor vi er tidsmæssigt. Og jeg blev mindet om, at perioden ikke kun er kendt for de massive nedslagtninger i Sydøstasien, men også de mange enkeltindivider som der (med rette eller med urette) var knyttet så mange forhåbninger til.

Det synes jeg ikke rigtig kendetegner andre tidsperioder, og er måske et udtryk for periodens religiøst-spirituelt inspirerede tænkning? Ikoniseringen kræver i hvert fald en god portion selvbedrag.

Læs-læs-læs
Men som sagt: rigtig fed bog, følsom og varm om Patti og Roberts venskab og kunstneriske udvikling.

Tak til Ingrid som gjorde opmærksom på bogen i hendes blog. Se Ingrids blogpost her.

Patti Smith: Just Kids. Bloomsbury, 2010.

Skriv et svar