Denne samling af Jan Sonnergaard historier og reportager har på nær en (den vender vi tilbage til) alle været udgivet før i Politken, Ud & Se, Samvirke, Magasin Schäfer og i andre publikationer, men de fortjener en samlet genudgivelse.

Historierne er fra storbyen, København især, men også Berlin, de foregår i lejligheder og på værtshuse, men en tur til whiskybæltet får vi også i Morbror Leif, samlingens måske mest stereotype og antikapitalistiske.

Der bliver kneppet, drukket, røget, svindlet, slået på tæven og så drukket lidt mere i lejlighederne og i midtbyen og i forstæderne, og ikke få af historierne har overraskende og sjove udviklinger og slutninger. Men de er også ofte ret deprimerende, det kommer vi ikke uden om.

Berlinhistorien, hvis titel jeg har lånt i let omskrevet form til denne blogpost, fik virkelig mine minder igang, for Sonnergaard møder byen nogenlunde samtidig med mig, i start 90’erne, uden at jeg dog bosatte mig dér. Men jeg kan genkende mange af stederne og områderne og stemningen.

Den sidste historie, er blevet afvist af både Politiken og litteraturtidsskriftet Den Blå Port, og er en fantasi om hvordan Søren Krarup bliver en venlig og glad mand af ecstasy, doneret af stamkunderne på et værtshus. Historien er vist nok skrevet som en reaktion på en retssag anlagt af Mogens Camre og Pia Kjærsgaard mod Sonnergaard, efter han havde kaldt dem landsforræddere. Sonnergaard vandt i øvrigt sagen.

Jan Sonnergaard: Gamle historier. 1990 – 2008. Gyldendals bogklubber, 2010.