Jeg er nået til tredje bog i Walter Mosleys serie med den sorte detektiv i L.A., Easy Rawlins. De forrige bøger foregik i henholdsvis 1948 og i 1953. Denne tredje bog med endnu en farvetitel, Sommerfugl i hvidt, foregår stadig i L.A. Vi ved ikke præcis hvilket årstal, blot at det er 1957 eller fremefter.

Ved siden af sin detektivvirksomhed, er Easy stadig i al hemmelighed ejendomsspekulant (han foregiver at være viceværten, og lader den tykke og meget usunde Mofass om inddrivelse af huslejerne og udsættelserne).

Desuden er Easy blevet gift med sygeplejersken Regina og har fået en lille datter, og han har sin papirløse adoptivsøn Jesus, som han reddede fra en led, hvid, pædofil politiker i første bog. Ægteskabet går dog ikke drøngodt; Easy har hemmeligheder for sin kone, f.eks. om at han er rig i ejendomme, og så tror han, at konen mener ja, når hun siger nej!

Men vi skal jo også opklare en sag: en seriemorder er på spil, i første omgang er det gået ud over en række sorte kvinder. Den sorte politiinspektør Quinten Naylor beder Easy om hjælp til at finde morderen, men han afslår. Da seriemorderens næste offer er hvid, tropper Quinten op med sine hvide chefer på Easys bopæl, og forsøger igen at overtale ham til at løse sagen. Easy afslår igen, men nu skruer de bissen på: de anholder nemlig Easys gamle ven, Mouse, og truer med at hænge ham op på mordene.

Guderne skal vide, at Mouse ikke går af vejen for et mord eller to, og hang til damer har han også, men seriemorder er han ikke. Desuden er de jo venner, så Easy slår en handel af med LAPD: de løslader Mouse, og derefter går han og Mouse i gang med at finde seriemorderen.

Endnu en gang skal vi ned i den allerværste dynd i L.A., for at løse sagen. Trods visse forsonende træk, så må vi nok konstatere, at det ikke er den allermest sympatiske helt vi har med at gøre, men alligevel holder vi med ham, og dødspændende er det.

Walter Mosley: Sommerfugl i hvidt. Fremad, 1997 (1992). Oversat af Søren Vinterberg.