Vi har lige besøgt gode venner i den gamle købstad Præstø. En by med megen historie. H. C. Andersen har for eksempel promeneret i gaderne, og Grundtvig var vist forvist hertil en overgang. Jeg vidste slet ikke at Nikolai Frederik Severin var sådan en oprører? Her er er der et billede af hans hus. 
Og så var det også i Præstø billedhuggeren Thorvaldsen havde et af sine sidste atelier efter hjemkomsten fra Rom,
Men her i Præstø har en anden historisk person tilbragt sine sidste dage, kort før han fik hovedet hugget af på galgebakken i Ugledige skov, nemlig Balle-Lars. 
Balle-Lars var blevet dømt for et lejemord, men han ville ikke indrømme det. Efter dødsdommen, besøgte den lokale pastor, J. E. Gjellebøl, Balle-Lars, og forsøgte at få ham til at indrømme sin skyld og angre sine synder. 21 gange besøgte den nidkære pastor fangen, og 21 gange måtte han gå forgæves. Balle-Lars mente ikke at have noget at angre overfor Guds ihærdige udsending.
Det skrev den åbenbart fortørnede pastor et skrift om i 1861, med titlen “Spildte Guds Ord paa Balle-Lars.” Sjovt at pastoren følte trang til at meddele verden sin fiasko på print, og at det er delinkventens navn der huskes i dag.
Så nu kender du historien om den sproglige vending. Selv tak 🙂