Da jeg var knægt, slugte jeg de fleste, hvis ikke alle, romanerne af den skotske populærforfatter Alistair MacLean (1922-87). Og jeg så alle filmatiseringerne enten i biffen eller på tysk tv, men Charles Bronson, Richard Burton og Gregory Peck i hovedrollerne.
Bøgerne var sindssygt spændende, synes jeg. Tingene var aldrig som de umiddelbart så ud til, de onde skurke var virkelig usympatiske (men bare rolig: døden ventede dem!), men de gode vandt altid til sidst. Som regel foregik løjerne under 2. verdenskrig eller under den kolde krig.
Retrospekt kan jeg godt se, at romanerne er skåret fuldstændig over den samme læst: en lille gruppe mænd bliver placeret på for eksempel en boreplatform, en ubåd eller bag fjendens linjer. Gruppens officielle opgave er kun et skalkeskjul for den egentlige opgave: at afsløre hvem i blandt gruppens medlemmer, der er en forræder.
Det gælder for eksempel Ørnebogen, hvor en lille gruppe engelske soldater og efterretningsfolk bliver under den anden verdenskrig kastet ned med faldskærm over Bayern tæt på et slot, der kaldes Ørnebogen, hvor en amerikansk general holdes fangen. Og denne general kender alt til englændernes og amerikanernes invasionsplaner af Frankrig, så han SKAL befries, inden Gestapo får ham fyldt med sandhedsserum, og han afslører alt.
I virkeligheden er den amerikanske general en skuespiller, som englænderne har ladet tyskerne fange, i et indviklet spil der skal lokke den forræder i tyskernes sold frem, de antager findes i den engelske efterretningstjeneste.
Jeg tvivler på at bøgerne holder i dag. Men hvis du skulle have læst en Alistair MacLean-roman her på det sidste, så lad mig lige vide om jeg tager fejl. 🙂