Troldmanden fra Jordhavet

Det er ikke meget fantasy jeg får pløjet mig igennem, men en anden Tolkien-fan anbefalede mig for snart mange år siden Ursula k. LeGuins trilogi om troldmanden Gæt, Troldmanden fra Øhavet, Atuans Grave og Den yderste kyst.

Vi er i et fiktivt øhav med feudalsamfund, bønder, riddere og konger, bysamfund, landbrug og fiskeri, men også med trolddom, drager og hekse. Hvad der ligger uden for øhavet vides ikke, ingen har udforsket det.

På øen Gont opdager drengen Gæt at han har evner som troldmand, og han bliver sat i “lære”. Troldmænd, eller koglere, som de også kaldes, gør gode ting. De helbreder, de holder regn væk fra landsbyens marker og giver vind i sejlene til fisker- og fragtbåde. Enhver by med respekt for sig selv, har en troldmand til at passe på sig.

Men Gæt må kæmpe meget med sig selv, han er jaloux og har trang til at hævde sig overfor sine jævnaldrene, og har i det hele taget svært ved at finde den rette balance og modenhed, for at blive en god troldmand, og det fører ulykker med sig.

Gæt kommer på mange eventyr og prøvelser, han må kæmpe mod drager og finde ringe (har vi hørt den før?) og meget andet godt.

Bøgerne veksler mellem ydre ramasjang og den indre balance der skal findes. De er gennemsyret af en filosofi om, at enhver handling vil påvirke omgivelserne uanset om man vil det eller ej på måder man ikke kan kontrollere, så det gælder om at tænke sig om, og at ville gøre godt og hvile i sig selv.

Trods den lidt hippielignende tilgang, tåler trilogien bestemt en genlæsning. Uden at vi når samme niveau som Ringenes Herre, så er den både spændende og velskrevet, og hele trilogiens univers er overbevisende skruet sammen.

Ursula K. LeGuin: Troldmanden fra Jordhavet. Borgen, 2002. Oversat af Niels Søndergaard.

Skriv et svar