Uglebøger og lommeelefanter

Jeg savner at forlagene i Danmark genudgiver bøger i serier, i nye sammensætninger og temaer. Det kan både være inden for skønlitteratur, lyrik, kultur, politik og filosofi. Det gjorde de tidligere, jeg tænker for eksempel på Gyldendals Ugle- og Tranebøger, Fremads Fokusbøger, Fremads Sorte romaner og Schønbergs Lommeelefanter. Og der var sikkert mange andre. 
Og hvor har jeg dog nydt godt af billige lommebøger med vigtig viden og tanker og spændende litteratur. Det har været et supplement til min skole- og gymnasieuddannelse, et sted hvor jeg har kunnet selvuddanne mig i de retninger jeg havde lyst til, eller læse litteratur sat ind i en særlig sammenhæng. 
Jeg har mange af dem endnu, og køber jævnligt brugte udgaver inden for emner der interesserer mig, for bøgerne kan sagtens findes endnu. Men der er løbet meget vand i stranden siden, emnerne trænger til fornyelse og der er skrevet meget siden dengang (1960’erne til 1980’erne, tror jeg) som trænger til at bliver udgivet.
Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg i London faldt over billigbogsserier fra Penguin Books. Serierne hed “Great Ideas”, “Great Food”, “Great Loves” og “Great Journeys”, og måske var der flere endnu jeg ikke kan huske. Det fede ved serierne er at halvt glemte forfattere genudgives i moderne oversættelser, og at forfattere jeg kun kender fra romanerne og digtsamlingerne, her folder sig ud på andre områder end dem man ellers kender dem for, og forfattere jeg aldrig har hørt om, bidrager med vigtig viden.

Jeg synes forlagene bør være med til at holde fast i den viden og den litteratur der er blevet skrevet, ikke som et museum, men som et løbende og levende vidnesbyrd om den evolution vi mennesker gennemgår. Og det er vigtigt at den viden og litteratur er tilgængelig for alle på dansk for en forholdsvis billig penge.

Sæt venligst igang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *