Victor Serge: En revolutionærs erindringer


Victor Serge (1890-1947) blev født i fattige kår i Belgien af russiske emigranter, der var flygtet pga. subversiv virksomhed mod Zaren.

Han starter som revolutionær anarkist i først Belgien og Frankrig; han deltager i en mislykket opstand i Barcelona, og tager derefter til Rusland for at deltage i revolutionen dér. Han bliver bolsjevik og arbejder under jorden i Berlin og Wien. Tilbage i Sovjetunionen slutter han sig til trotskisterne og venstreoppositionen, i en kritik af hemmelige domstole, vilkårlige henrettelser og deportationer, i kritikken af det totalitære system og manglen på ytringsfrihed.

Han ser sine venner forsvinde en efter en, sin kone blive uhelbredeligt sindssyg, og bliver selv i 1933 arresteret og deporteret. Efter tre år lykkedes det franske forfatterkolleger at få Serge og hans søn til Belgien.

Serge forsøger at råbe venstrefløjen op og vise dem den totalitære stat som Sovjetunionen er blevet til, men kun mindre venstrefløjsblade vil ligge spalter til. Og han bryder med trotskisterne igen. Også de har en totalitær side af sig.

Han flygter i 1940 med stort besvær og hjælp fra andre forfatterkolleger til Mexico. Her dør han i 1947 i en taxa af et hjerteslag, ludfattig og tilsværtet af kommunister.

Serge bruger i sine erindringer ikke meget tid på det personlige, men mere på at beskrive den politiske udvikling, på hans egen politiske udvikling, samt på det væld af forfattere, politiske aktivister, politikere, teoretikere, tænkere og revolutionære han lærer at kende. Det er super interessant og spændende fortalt.

Sidst i 20’erne har Serge tilsluttet sig venstreoppositionen, der åbent udfordre det siddende styre. De går til politiske møder og forsøger at få ordet, trods masssive buh-råb og en intimiderende stemning. Med henvisning til en samtidig arbejderopstand i Shanghai, sluttede Serge altid sine taler af med en kritik af Generalsekretæren for det kommunistiske parti, dvs. Stalin:

’Generalsekretærens prestige betyder uendeligt meget mere for ham end det kinesiske proletariats blod!’(side 300)

Den russiske revolution løb af sporet, og Serge oplevede til sin skuffelse en uvilje fra mange i den russiske og europæiske venstrefløj til erkende dette.

Han ræsonnerede, at centralkomiteen i 1918 havde et valg i kampen mod kontrarevolutionære kræfter: enten kunne man vælge offentlige revolutionære domstole hvor den anklagede var sikret et forsvar, eller man kunne vælge hemmelige domstole og at styrke det hemmelige politi, Tjekaen (KGB’s forløber). Centralkomiteen valgte det sidste.

Eller sagt på en anden måde:

’….(det er) en sand ulykke, at en marxistisk ortodoksi har overtaget magtapparatet i et stort land, der er midt i sociale omvæltninger. Uanset hvor stor en videnskabelig værdi en doktrin måtte have, vil den i det øjeblik, den bliver regeringsideologi, miste muligheden for at blive brugt til uhildede undersøgelser på grund af statslige interesser; og dens videnskabelige ’selvsikkerhed’ vil medføre, at den for det første gennemsyrer undervisningen og dernæst unddrager sig kritik i kraft af en ensrettende tankegang, der er det samme som en undertrykkende tankegang’. (side 499)

Et motto over Serges liv kunne være: ’Livet har kun mening, hvis man bevidst er med til at skabe historie. (..) Deraf følger, at man aktivt skal sætte sig imod alt det, der forringer mennesket og engagere sig i alle de kampe, som har til formål at befri mennesket og gøre det større.’ (side 497)

Victor Serge var ikke uden fejltagelser, men hans indsigt og analyseevne svækkes kun momentant. Han er en stor fortæller og det er meget engagerende at læse hans erindringer.

Victor Serge: En revolutionærs erindringer. Samlerens bogklub, uden år. Oversat af Anne Marie Vangkilde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *