Sacred Games er en indisk krimi der foregår i Mumbai (tidligere Bombay). Police Inspector Sartaj Singh modtager et anonymt tip om, at den længe eftersøgte storgangster Ganesh Gaitonde er tilbage i Mumbai og adressen hvor han gemmer sig. Singh ankommer til Gaitondes uindtagelige hus, men det lykkes ham ikke at overtale Gaitonde til at komme ud frivilligt. Med en rekvireret bulldozer tiltvinger Singh sig adgang, men Gaitonde har forinden begået selvmord efter at have skudt husets eneste anden beboer, kvinden Jojo.
Herefter veksler kapitlerne mellem Singhs forsøg på at opklare, hvorfor Gaitonde vendte tilbage til Mombai fra landflygtigheden og hvorfor han begik selvmord, og tilbageblik på Gaitondes liv. Desuden er der 4 tillægskapitler (’Inset’) drysset ind imellem. I alt 26 kapitler og 947 sider.
Vores helt starter ud som en tiltrækkende og nogenlunde handlekraftig, men uambitiøs politimand. Han lever i skyggen af en afdød far, der også var politimand, afholdt og grundig i selv de mindste og mest ligegyldige sager, men som aldrig bedrev det til noget stort.
Vi har at gøre med en mand, med tilsyneladende formindsket libido: enebarn opvokset hos en enke, en småtragisk faderfigur, konen er skredet, han er langt mindre korrupt end kollegerne, men går dog til hånde for de store fisk i pengesager, afholder sig i det væsentlige fra at banke tilståelser ud af forbryderne, og mens storgangsteren Gaitonde bruger kvinder i enorme mængder, har Singh et blufærdigt og nærmest jomfrunalsk forhold til kvinder.
Historien er ikke en ren krimi, Chandra falder for fristelsen til at føre Singh og Gaitonde ind i stormagtspolitik, religiøst vanvid og konkurrerende efterretningsorganisationer, og her er vi ovre i thrillergenren.
Man hører ind imellem ældre forfattere klage over, at moderne romaner er blevet for lange efter computeren er kommet til som skriveredskab. Det kan synes at være et håbløst og patetisk forsvar for skrivemaskinen og kuglepennen, men ind imellem støder jeg på romaner, som her, hvor påstanden ikke virker helt forkert.
Om fremskridtet skal have skylden ved jeg ikke, men bogen, som det tog Chandra 7 år at skrive, er i hvert fald alt, alt for lang. Chandra er en rigtig god fortæller, men til tider også omstændelig. Tillægskapitlerne kunne man snildt undvære uden at amputere historien eller dramatikken, ligesom der bliver brugt meget tid på Gaitondes sidegeschæft som filmproducer, hans enorme forbrug af købesex, hans uforløste forhold til ruffersken Jojo og forholdet til fadersubstitutten og Jesusfiguren, guruen Shukla.
Som sagt veksler bogen mellem kapitler i nutid fra Singhs POW, og kapitler i datid fra gangsteren Gaitondes POW, men det er i længden kun Singhs POW der er spændende. Og når kun halvdelen af kapitlerne er sjove, men alle kapitlerne meget lange, så er bogen svær at komme igennem.
Bogen er fyldt med uoversatte ord, hvilket altid irriterer mig lidt. Raita er en kendt indisk ret, så det er fint, men hvorfor ikke oversætte ghoda, der betyder pistol eller revolver? En del slang bliver gentaget så ofte, at meningen kan gættes helt eller næsten: lauda betyder pik, golis testikler, chut kusse, gaand røvhul og gaandus røvhuller, bhenchod, maderchod og måske saala må betyde idiot eller noget lignende nedsættende. Yaar måske ven, bror eller kammerat, lund-lassons måske bryster/patter? Arre, thoko og beta, blandt andet, fandt jeg aldrig ud af at oversætte.
I øvrigt lettere makabert at læse bogen, samtidig med at i den virkelige verden har terroren ramt Mombai.
Vikram Chandra: Sacred Games. Faber and Faber, 2007.
Forfatteren har en hjemmeside her.