Viljens triumf – historien om en beregnende krampe

Den tyske danser, skuespiller og filminstruktør Leni Riefenstahl skabte i 1930’erne kontroversielle propagandafilm, som hyldede Adolf Hitler og naziregimet. Det blev gjort med omhyggeligt iscenesat patos, pragt og monumental fremvisning af magt og ensretning. Enhver der har set Viljens triumf ved hvor svært det er, ikke at blive betaget af det man ser.

I Steven Bachs biografi om Leni Riefenstahl, Leni Riefenstahl. Filmager for Hitler, får vi historien om den unge pige med de store ambitioner og tørst efter berømmelse og rampelys, med farens store modvilje, men med morens fulde støtte bag farens ryg. Leni indleder en karriere som danserinde, men skader tvinger hende over i skuespillerfaget, hvor hun får succes i de såkaldte ‘bjergfilm’, det vil sige kærlighedsdramaer der foregår blandt bjergbestigere og bjergbønder i Alperne.

Da Hitler kommer til magten og straks sætter Goebbels til at lede den tyske (nu jødefri) filmindustri, får den nu berømte skuespillerinde adgang til Hitler, og hun får til opgave at lave flere filmprojekter for regimet, betalt af regimet.

Riefenstahl viser sig at være en ineffektiv filminstruktør: hun producerer, instruerer, filmer, klipper, iscensætter og blander sig i det hele taget i kompromisløst i detaljen. De kontrakter hun laver med Goebbels, har hun svært ved at overholde, men til hendes held kommer hun til at referere direkte til Hitler via hans stedfortræder, Martin Bormann, så kassen smækker aldrig i. Hun får lavet en række film, Viljens triumf og Olympiaden – i Berlin, mens andre projekter, blandt andet et spillefilmsprojekt aldrig bliver færdiggjort.

Efter krigen har Riefenstahl svært ved at komme til at arbejde, men får en del succes med at fotografere uberørte stammer i sydsudan og nogle dykkerfilm. Desuden forsøger hun at genvinde rettighederne til sine film (som naziregimet jo havde ejet og derefter den Vesttyske stat), samt at hæge om sit ry og rygte som en aldeles upolitiske filmmager, der var tvunget til at arbejde for nazisterne, for ellers kunne hun være endt i kz-lejr (som hun i øvrigt selvmodsigende benægtede at kende eksistensen af før ved krigens afslutning).

Blandt andet blev hun angrebet af den kendte New York intellektuelle Susan Sontag, og op til hendes 100 års fødselsdag måtte hun en tur i retten: i en af hendes spillefilm havde hun brugt sigøjnere som statister. Påstanden var, at disse blev udvalgt af Leni Riefenstahl i en kz-lejr. Under filmoptagelserne blev de bevogtet og indespærret og efter filmoptagelserne blev de ført tilbage til kz-lejren hvor en del omkom. Retten pålagde Riefenstahl at standse med at påstå, at alle sigøjnerne havde overlevet holocaust.

Et andet centralt punkt i bogen er beviset af, at Riefenstahl overværede tyske soldaters nedslagtning af polakker under det tyske felttog i Polen i begyndelsen af krigen i 1939. Man ser et amatørfoto af Riefenstahls forfærdede ansigtsudtryk mens hun overværer henrettelserne af polakkerne, lige efter at de under tvang har gravet deres egne grave.

Alligevel forbliver hun tro mod Føreren og arbejder til det sidste med film betalt af nazistyret. Riefenstahl blev født i 1902 og døde i 2003 101 år gammel.

Man siger vist, at skal man skrive en biografi skal man helst have sympati for den man skriver om. Steven Bach har ingen sympati for Leni Riefenstahl; hun bliver beskrevet utvetydigt som en beregnende krampe, der uden blusel manipulerede og bollede sig vej til succes blandt andet hos nogle af historiens værste forbrydere, og efterfølgende manipulerede med historien om sig selv for at stille sig i et bedre lys.

Bach har lidt problemer med den moderne måde Rifenstahl omgikkes og forbrugte mandlige partnere på, uden kirkevelsignelse så at sige, og med en vis udskiftning (som ikke altid var hendes valg). Her virker han lettere snerpet.

Hovedvægten er lagt på årene under naziregimet 1933-1945 og slår så punktvist ned i årene derefter. Bogen er velskrevet og virker rigtig velresearchet og er virkelig læseværdig.

Så man kan sige, at Steven Bach dementerer tesen om, at man skal have sympati for den man biograferer, for at få en læseværdig biografi ud af det, for sympati for Leni Riefenstahl har han ikke et gram af, og man forstår ham egentligt godt.

Steven Bach: Leni Riefenstahl. Filmmager for Hitler. Jyllands-Postens Forlag, 2008. Oversat af Karen Mohr Sokkelund.

2 responses

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *