”Vredens druer” er John Steinbecks store roman om 30’ernes depression i USA. På grund af den økonomiske depression sætter bankerne tusindvis af daglejere på gaden i Oklahoma. Netop hjemvendt fra fængslet, opdager Tom Joad at også hans familie er sat på gaden. Sammen pakker de alle deres ejendele og hele familien på et par faldefærdige lastbiler, og kører for deres få sparepenge mod Californien, hvor de har hørt der er arbejde i appelsinplantagerne.

Efter en lang og strabadserende tur når Joad-familien frem, blot for at opdage at der intet arbejde er at få. Griske plantageejere har annonceret vidt og bredt efter arbejdskraft, for at kunne trykke lønningerne til sulteløn, og det lykkes: i tusindvis af fattige og sultne hjemløse oversvømmer Californien i håbet om arbejde. Plantageejerne har desuden allieret sig med de lokale sheriffer med tæskehold, for at slå hårdt og brutalt ned på et hvert optræk til faglig organisering. Situationen er lovløs og desperat.

Romanen beskriver Joad-familien forsøg på at holde sammen på hinanden og deres værdighed, trods de barske vilkår. Samtidig forsøger han i en række afsnit spredt ud over hele romanen, at beskrive det hele oven fra.Steinbeck er ikke fri for at være en anelse fremskridtsuvenlig. Industrialiseringen af landbruget beskrives barskt: ”Han kunne beundre traktoren – dens maskinoverflade, dens kraft, dens brølende cylindre, men det var ikke hans traktor. Bagved traktoren rullede de skinnende stålskiver og skar jorden itu med knivsblade…” osv. (side 42-43).

Steinbeck er klarsynet og beslutsom på menneskehedens vegne: ”Dette kan man sige om mennesket – selvom teorier skifter og styrter sammen, selv om skoler og filosofiske systemer, selv om trange mørke gyder af nationale, religiøse og økonomiske tanker gror frem og opløses, så vandrer mennesket snublende fremad, møjsommeligt, undertiden ad omveje, men altid fremad. Har han taget skridtet fremad, kan han glide tilbage, men kun det halve, aldrig det hele skridt tilbage. Dette må du vide og forstå (…). Og frygt den tid, hvor strejkerne standser, mens den besiddende klasse lever videre – for hver lille strejke, der bliver knust, er et bevis på, at skridtet er ved at blive taget. Og dette må du forstå – frygt den tid, da mennesket ikke vil lide og dø for en idé, for denne egenskab er kernen i mennesket, og denne egenskab er mennesket, dets særkende i universet.” (side 172-173)

Steinbecks afsnit i fugleperspektiv er ofte forsøg på at beskrive døde ting organisk, fx ”Vesten” eller ”kapitalen” (side 172) eller portrættet af Route 66 i starten af kapitel 12 (side 134). Disse afsnit er når de er bedst, dynamiske nok, men røvkedelige, når de er dårligst. Til gengæld er hans portrætter og dialoger dybt loyale og rent ud sagt i verdensklasse.

De store plantageejere i Californien var ikke glade for bogen og gjorde hvad de kunne for at genere Steinbeck. Bogen blev også forbudt visse steder. Det kan man læse mere om hos Wikipedia.

John Steinbeck: Vredens druer. Gyldendal, 1974 (1939). Oversat af Aase Hansen og Ellen Kirk.