En af mine absolutte ynglings forfattere er Alexandre Dumas. Ja, ham med ’De tre musketerer’. Han var forrige, forrige århundredes John Grisham, Tom Clancy og Ken Follet på en gang, bare meget bedre! Han var produktiv, hvilket vist nok hang sammen fordi han havde folk til at skrive for sig.
Den historiske roman er jo Dumas’ varemærke, og det er også det vi har med at gøre i roman ’De femogfyrre. Den Hellige Liga’. Vi skal tilbage til Frankrig anno 1585. Det er Henri III der regerer, men han sidder ikke alt for sikkert i sadlen. Rundt om ham i nord og i syd og midt i Paris, intrigeres der på livet løs om at overtage magten. Både hans mor, hans brødre og naboregenter byder ind på magten og på lunser af Frankrig, et Frankrig hærget af religionskrige og -massakrer.
I romanen følger vi planlægning af hvad der snart skal vise sig at være et komplot mod kongen. Skal det lykkes hans trofaste mænd at afværge udåden?
Der er ikke en klar helt som i ’De tre musketerer’, før et godt stykke inde i handlingen, og stadigvæk er han, Chicot, langt fra den dominerende figur i romanen.
Man skal stå tidligt op for at følge med i intrigerne. Det er en fordel at have kendskab til det historiske persongalleri og fransk historie. Til gengæld lønner det sig at hænge på. Romanen er, som altid hos Dumas, fyldt med dramatik og rænkespil, stormagtsspil, forelskede riddere, nedrige skurke og arrogante overklassetøser.
Og så elsker jeg den måde Dumas høfligt men uhøjtideligt taler direkte til læseren:
’Hvis læseren ønsker det, vil vi nu følge de to unge mennesker, som kongen i sin glæde over selv at have sine små hemmeligheder sendte ud til sin udsending Chicot.’
Eller her, hvor læseren også lige får en hjælpende status på de vidtforgrenede tråde i handlingen:
’Nu må vore læsere tillade, at vi forlader kongen på Louvre, Henri de Navarre i Cahor, Chicot på landevejen og Diana på gaden, for i Flandern at støde til Hans Højhed hertugen af Anjou, for nylig udnævnt til hertug af Brabant, til hvis undsætning vi har set den store, franske admiral Anne Daigues, hertug af Joyeuse, blive sendt.’
Hvert kapitel indledes af en kort, lille tekst. Fx ’Kapitel 15. En konges problemer med at finde gode udsendinge.’ Eller ’Kapitel 5. Henrettelsen.’
Romanen er udgivet på Hernovs Forlag, som har udgivet en del kvalitetslitteratur fra det 19.århundrede, fx Dickens og Walter Scott, men også andre Dumas titler, bl.a. ’Diana’ og ’Dronning Margot’, der omhandler samme periode i fransk historie som ‘De femogfyrre’.
’De femogfyrre. Den hellige liga’ er, når sandheden skal frem, og det skal den jo, ikke Dumas’ bedste roman. Den er kortere og knapt så sammenhængene som hans andre romaner. Det fik mig til at spekulerer på, om forlaget har forkortet i bogen? Men jeg har ingen beviser, så ved ikke om teorien holder.
Men stadigvæk underholdende og morsom som Dumas’ romaner altid er. Hans laveste niveau er højt!
Alexandre Dumas: De femogfyrre. Den Hellige Liga. Hernov, 1986. Udgivet i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab. Oversat af Pia Fonnesbech-Wulff.