I år gik ferien til det franske, og den medbragte bogstak var derfor tematisk udvalgt: de er alle skrevet af franske forfattere. Jeg nåede ikke dem alle, men her kommer minianmeldelser af dem jeg fik læst.

Marie Cardinal: Mine rødders land

Marie Cardinal er født og opvokset i Algeriet af franske forældre, mens Algeriet var en fransk koloni. Da hun er i gang med at skrive en roman, har hun fået skriveblokering, og det går det op for hende, at hun mangler at bearbejde erindringerne fra den del af hendes liv, hun levede i Algeriet. Hun må rejse tilbage, og konfrontere sig selv med erindringerne. Hun har svært ved at komme af sted, og først da hun overtaler en af sine døtre (den eneste der ikke er født i Algeriet) til at ledsage hende, overvinder hun sig selv og flyver til Algeriet.

Et helt lille sprogligt mesterværk om at finde sig selv, om erindringer og minder, om den indbyggede dårlige samvittighed ved at tilhøre et kolonifolk, om det todelte Algeriet, racismen, den muslimske kultur og meget andet. En meget personlig, og både klog og sansende bog.

Marie Cardinal: Mine rødders land. Lindhardt & Ringhof, 1982 (1980). Oversat af Mariann Huuse.

Simone de Beauvoir og Gisele Halimi: Djamila Boupacha.

Vi bliver i Algeriet. I 1962, mens Frankrig stadig sidder på Algeriet, udgiver pariseradvokaten Gisele Halimi en bog med forord af Simone de Beauvoir og forsidetegning af Picasso, en bog om den 22-årige algeriske kvinde Djamila Boupacha. Djamila er kurér for den algeriske frihedsbevægelse FLN, men efter at være arresteret og tortureret af franske soldater med algeriske håndlangere, tilstår hun et forsøg på et bombeattentat på en cafe, for at undgå yderligere tortur.

Bogen dokumenterer de frygtelige overgreb Djamila (og hendes familie) udsættes for, og Halimis kamp for at give Djamila en fair behandling i retssystemet. Det er artige sager, for nu at sige det mildt. Sagen udstillede samtidig den franske regering; præsident de Gaulle havde lovet at afskaffe torturen, og kulturministeren, den tidligere socialist, forfatteren André Malraux, havde erklæret torturen for afskaffet, men Halimis dokumenterer, at torturen stadig sanktioneres helt op på regeringsplan.

Et vigtigt dokument over fransk kolonihistorie. Djamila får ikke oprejsning i retssystemet, men bliver sluset ud af bagdøren tilbage til Algeriet, i håbet om at sagen vil dø ud.

Simone de Beauvoir og Gisele Halimi: Djamila Boupacha. Hans Reitzels Forlag, 1963 (1962). Oversat af Hans Hertel og Elsa Gress.



Victor Hugo: Dødsdømt.

Denne novelle beskriver de sidste 5 uger af en dødsdømts liv, mens han venter på at blive guillotineret. Vi følger ham fra han får dommen i retssalen, mens han er i fængslet, og til han til sidst bliver ført til skafottet. Vi får ikke at vide hvad han er dømt for, men følger hans tanker om sin familie, hans op og nedture følelsesmæssigt omkring appelsagen osv.

En lidt langtrukken sag, som ikke rigtig greb mig. Jeg kan godt lide tanken bag, ideen med novellen, men personen er beskrevet mærkeligt overfladisk. Så jeg længtes egentlig lidt efter, at de fik det overstået, så jeg kunne komme videre. Øhøm, nå, måske ikke så politisk korrekt. Vi iler straks videre til næste bog.

Victor Hugo: Dødsdømt. Carit Andersens Forlag, 1944 (1829). Oversat af Orla Lundbo.

Régíne Deforges: Under Novgorods himmel.

Vi er i Frankrig i år 1044. Kongen, Henrik den første, er barnløs. Derfor pønser grever og baroner, prinser og konger indenfor og udenfor Frankrigs grænser på, hvordan de kan møve sig ind som Henriks efterfølger på tronen. Selvom Henrik holder mest af at fjumse rundt i det kongelige boudoir med sine hofmænd og bueskytter, lykkedes det et par biskopper at overtale ham til at gifte sig igen. Med en kvinde forstås. Same-sex marriage var ikke en option på den tid.

De henter den smukke rødhårede prinsesse, Anne af Kiev, som holder af at ride og jage. Hun bliver gift med Henrik den første, han voldtager hende med jævne mellemrum, og hun føder ham drengebørn med jævne mellemrum. Resten må I selv læse jer til.

En noget kulørt sag, med en hovedperson, der starter med at være fri, handlekraftig og sympatisk, men ender med at være svag og principløs. Romanen hylder desuden den rene ufuldbyrdede kærlighed og en sær omgang blut und boden krimskrams. Nå, det skal man sikkert ikke tænke nærmere over. Bogen kunne have inspireret Ken Follett til hans middelalderromaner, Jordens søjler og Uendelige verden.

Régíne Deforges: Under Novgorods himmel. Forlaget Per Kofod, 1989 (1988). Oversat af Benedicte Wern.

Slut på første afsnit af det franske tema. Resten kommer en af de nærmeste dage, og der er gode ting i vente 🙂