Når jeg ser på danmarkshistorien, falder der mig straks en række datoer ind, som havde afgørende betydning eller som markerer et væsentligt og mærkbart skift. Fx Københavns bombardement i 1807; grundloven af 1849 eller måske endnu vigtigere, grundlovsændringen i 1915; besættelsen i 1940 osv.
Ind imellem er der nøje sammenfald mellem disse skift i historien og enkeltpersoner.
Et sådant gearskift i danmarkshistorien, som stadig har politiske og kulturelle eftervirkninger, sker den tredje november 1871 på Københavns Universitet. Det er den unge Georg Brandes der taler for et nyt syn på litteratur. Litteratur skal ikke være smukke ord for det smukkes egen skyld, men skal være med til at sætte dagsordenen i samfundsspørgsmål, deltage i fremskridtet, udstille kristent, nationalistisk og reaktionært samfundsmoral som det det er, nemlig hykleri af værste skuffe. Autoriteter skal udfordres og der skal stilles spørgsmål.
Brandes slår til lyd for dyder fra oplysningstiden: ’fornuft, humanitet, tolerance, verdensborgerånd’.*
Der var god brug for at ruske i danskerne. 1849 Grundloven var ikke specielt demokratisk, en lang række grupper i befolkningen, herunder kvinderne, var ikke omfattet, og i den sidste ¼ af århundredet blev demokratiet sat ud af spil, da en mindretalsregering under Højres (det senere Konservative Folkeparti) leder, Estrup, og med kongens støtte regerede under midlertidige love, mens Folketingets flertal kun kunne se til.
Frie fremskridtsvenlige medier, fri forskning, kvinders frigørelse, seksualmoral, og meget andet blev også sat på dagsordenen.
Brandes forsøgte at vinde forfattere for sin sag, med skiftende held. Desuden var den offentlige debat benhård. Brandes selv uddelte gerne hug, men modtog sørme også en del. Da hans broder begik selvmord, blev Georg Brandes’ ideer beskyldt for at være årsagen (**), ligesom antisemitisme af flere blev brugt til at underkende Brandes’ danskhed eller evne til at tænke og føle som en dansker (***).
Brandes som person er meget sammensat: han er overbevist om sit eget geni, er krævende, arrogant, selvhøjtidelig, stejl og han behandler sin kone som et tyende. Han er hende utro med skiftende elskerinder.
Jørgen Knudsens biografi om Brandes er ikke til at komme uden om, hvis man interesserer sig for personen og perioden, og så er den smukt skrevet.
Brandes ideer om tolerance, humanisme og oplysthed er nogle af de ideer som den borgerlige regerings reaktionære kulturkamp forsøger at lægge i graven, hvorfor man den dag i dag ser Brandes navn få borgerlige debattører til at miste besindelsen og se rødt.
Skønt der er så mange andre gode grunde, er han alene af den grund værd at læse om.
Jørgen Knudsen: GB En Georg Brandes biografi. Gyldendal, 2008.
* Jørgen Knudsen: GB En Georg Brandes biografi, side 523.
** Do., side 328.
*** Do., side 491 og 494-495.