Sommeren 2007 rasede en ophedet debat i Sverige, om kvaliteten af de mange krimier svenske forfattere (især de kvindelige) spytter ud hvert år. Især Marklund og Läckberg måtte holde for. En af deres (især mandlige) kritikere var Leif GW Persson, der kaldte plottene i Läckbergs krimier som hentet lige ud af et romantisk ridemagasin!
Persson skriver selv krimier. En af hans tidlige hedder ’Samfundets støtter’. Den modtog som den første prisen for årets bedste svenske krimi i 1982.
En fuldebøtte bliver samlet op på gaden i Stockholm af en politipatrulje, og puttet i detentionen. Vagthavende i detentionen bemærker intet unormalt ved fuldebøtten, men under et af de hyppige tilsyn opdager han, at arrestanten har skader i hovedet. Hvordan kan det være sket under opholdet i en aflåst celle? Er fuldebøtten faldet og har slået sig, eller er der tale om politivold?
Det skal Rigskriminalpolitiet finde ud af. Dens konstituerede chef politimester Lars M. Johansson har i flere år mest gjort det inden for administrative stillinger og glæder sig til at komme tilbage til opklaringsarbejdet. Kriminalkommisær Wesslén er mager og punktlig indtil det fanatiske, og desuden grundig og god til at læse mennesker. Desuden er der den trætte pensionsmodne alkoholiker Jansson, kaldet Mordjansson, som arbejder støt og grundigt, når han da ikke lige har travlt med øldåserne.
Plottet er enkelt og rummer ikke mange overraskelser. Personerne tegnes fint og interessant, opklaringen er medrivende, selvom man ikke er i tvivl om hvem skurken (-e) er. Det er også nødvendigt, for der er ikke meget tjubang i handlingen.
Parallellen til Sjöwall og Wahlöö er slående: nogle få dygtige og ihærdige politifolk står med deres kompromisløshed vagt om det svenske politis faglige ære, og rydder op i velfærdssamfundets skyggesider på trods af bureaukrati og brådne kar i styrken.
Jeg tror lige jeg snupper et par romaner mere fra Perssons hånd, inden jeg afgører om jeg er på hans eller krimidronningernes side 🙂
Leif GW Persson: Samfundets støtter. Modtryk, 2003.