Rumænien under tyrkisk herredømme i første halvdel af 1800-tallet. Fin overgang fra forrige bog, og rækkefølgen stadig logisk, trods min forvirring.

Hajdukkernes chef Cosma er død, og hans kæreste Floritchica, nu kaldet Floarea, er ny bandeleder. I en prolog, 4 kapitler og en epilog, får vi de individuelle beretninger fra Floarea og bandemedlemmerne Elias, Vatafen Movila og Jeremias.

Igen er fortællingerne eventyrlige, 1001 nat’ske og rigtig underholdende. Fortællingerne og Hajdukkerne bliver mere socialt bevidste, antiklerikale, og militante: Hajdukkerne …”foretog lynsnare Stejftog paa Tyrannernes Besiddelser, ja, selv paa Kirkernes og røvede, dræbte og kom til Hjælp.”(side 34) Hmm tja, ‘dræbte og kom til hjælp’ 🙂

Og: Det er ”ikke, fordi Gud vil have det, men fordi Mennesket vil det, det Menneske, der er uretfærdigt, grusomt og begærligt.” (side 136)

Bogen er målrettet og rigtig underholdende.

Nu mangler vi kun bind 4 🙂

Panaït Istrati: Hajdukerne. Adrien Zograffis Beretning. Carit Andresens Forlag, 1943 (1925) Oversat af Elise Koppel.