Jeg kender bedst den italienske forfatter Dario Fo (1926 -) som dramatiker og politisk aktivist. I Flagermusenes landsby fortæller han om sin barndom i den lille provins tæt ved Schweiz og alperne, Varese.
Det vil sige: familien flytter en del, da faren er stationsforstander ved jernbanen og flyttes en del rundt.
Erindringerne er præget af Fo’s humor, som altid kan få mig til at grine højlydt, og så er den interessant for hans forklaring på, hvordan hans fortællekunst, både verbalt og kropsligt, skabes af helt almindelige menneskers fortælleevner, der igen bygger på en århundrede lang tradition.
Bogen har undertitlen “- mine første syv år (og lidt til)”, og den når at få slutningen af 2. Verdenskrig med, med faren og flere familiemedlemmers aktive antifascistiske modstandsarbejde, og Hvordan Dario Fo med nød og næppe undgår at blive kastet ind i krigen på fascistisk side.
Dario Fo: Flagermusens landsby – mine første syv år (og lidt til). Gyldendal, 2004. Oversat af Bent Holm.
Palle Rasmussen
Hvor herligt at have den så sent i dit liv, old boy. Læste den i 2010 og var fuldkommen fascineret. Så hans optræden i Den sorte Diamant og var totalt knust af grin. Den forsvandt fra DR, men talrige bønner bragte den venligst tilbage hvorefter (dette må du ej fortælle nogen) jer kopierede den til en DVD og kan nu fryde mig ofte over Fo, og nyde en fabelagtig simultantolkning af Thomas Harder.
Linse Daugaard
Jeg er altid bagud, det ved du da, Palle 🙂
Jeg husker godt de klip, og har ledt efter dem uden succes, men det er der jo så en forklaring på 🙂