Læsning og te-drikning hører sammen i min verden. Det gør læsning og rygning og romdrikning også, men rygningen har vi lagt på hylden (ikke sandt?) og vi kan jo ikke søbe rom hele tiden. Men så er der jo, som ovenfor nævnt, te-drikning.

Og nu er det så heldigt at der findes et digt om te. Ikke om læsning og te, men dog om te. På en måde. Det er vist et politisk digt, og det er skrevet af den indiske (hvor ellers?) digter Sukhbir (1925 – 2012). Det går sådan her:

Smerte

Min te er allerede kold.

Hvilket mirakel
affødt af en sådan smerte,
den bøjede ryg,
hungeren i mavens hulning.
Den grønne plantage
strækker sig milevidt.
To skrøbelige hænder
plukker noget –
to blade som et langt digt.
Ikke blot døden
er en uendelig nat.
Et par tørre blade –
to hænder
holder sig flydende
på den grønne evighed
til du kan se igennem dem
og til de hentes af vinden.

Min te er igen blevet kold.

Oversat af Erik Stinus og citeret fra Indiens lyrik i dag, Rhodos, 1970.