I morgen den 17. maj er det Norges nationaldag, og det skal vi naturligvis fejre her på bloggen med at se på norsk litteratur.
De kan jo noget med litteratur, deroppe, og er også populære herhjemme. Jeg nævner i flæng Karl Ove Knausgaard, Herbjørg Wassmo, Jan Kjærstad, Erlend Loe og så videre.
Men de er for moderne for os her på bloggen, vi interesserer os kun for velafprøvet litteratur. Vi skal tilbage til dengang der blev skrevet realistiske og måske endda naturalistisk litteratur, tilbage til 1875-1900 sådan cirka.
Dengang var der virkelig meget på spil. Norge var lige sluppet fri af Danmarks overherredømme, da svenskerne tvang dem ind under deres, og de drømmer virkelig om selvstændighed.
Samtidig varsler den tiltagende industrialisering til en bevidstgørelse af arbejderbefolkningen, der drømmer om at fravriste magten fra de rige.
Og som om det ikke kunne være nok, så drømmer kvinderne også om emancipation.
Alt det og meget meget mere måtte de norske forfatter skrive om, og når den ene havde skrevet et skuespil eller en roman med et synspunkt om det ene eller det andet, ja, så måtte den næste forfatter komme med et modargument i eller supplere med et skuespil eller en roman.
Den forlænger ganske vist diskussionen en hel del, nærmest med adskillige år, men heldigvis for os, kom der er virkelig interessant litteratur og drama ud af det.
Tænk blot på kendte forfatternavne – endda uden for Skandinavien – som Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Amalie Skram, Jonas Lie og Alexander Kielland.
Hele ugen står altså i norsk litteraturs tegn, og vi starter senere i aften om Ketil Bjørnestads roman om den norske forfatter og anarkist, Hans Jæger.