Femte krimiroman om Rebecka Martinsson, der har droppet en lysende karriere som velbetalt jurist i Stockholm til fordel for jobbet som offentlig anklager i Kiruna, et hul af en gammel mineby i det aller nordligste Sverige. Ja, kæresten efterlod hun også i Stockholm, men de ringer da stadig sammen.
En bjørn bliver skudt, men i dens mave finder man en menneskehånd! Desuden bliver Sol-Britt kort tid efter dræbt med en høtyv. Rebeckas undersøgelser viser, at på nær den syvårige Marcus, er alle i Sol-Britts familie døde over noget tid. Er der en sammenhæng? Tror jeg da nok, der er.
Svaret på denne gåde skal findes i fortiden, omkring 1. Verdenskrig, så der krydsklippes tilbage, og vi får en tragisk familiehistorie med dramatiske forviklinger.
Jeg har længe været kørt træt i skandinaviske krimier, især på grund af fantasiløsheden og den evindelige krydsklipningsteknik, som er ens for de fleste. Men jeg har holdt fast i Åsa Larsson, som har underholdt mig meget godt.
Krydsklipningen plejer at være mellem vores hovedperson/handlingen og så inde i hovedet på vores anonyme morder, som vi langsomt lærer at kende og måske kan gætte hvem er. I denne roman er krydsklipningen i stedet for til fortiden, men teknikken er den samme.
Et par forudsigelige konflikter på Rebeckas job rulles også ud: en kollega gør hvad han kan for at save benene på hende, og chefen underløber hende også, surprise, surprise. Men Rebecka er naturligvis den der løser sagen.
Til sidst i bogen kommer forfatterens tak til dem der har hjulpet til (en uskik skandinaviske krimiforfattere har lært fra Oscaruddelingen), og her kan man godt læse det Åsa Larsson skriver, som om hun har haft en skrivekrise undervejs. Om det drejer sig om en skriveblokering eller at stoffet ikke makkede ret, ved jeg ikke.
Godt for hende, at hun nåede i land med romanen, den er bare ikke blevet særlig god, desværre.
Åsa Larsson: Som offer til Molok. Modtryk, 2012. Oversat af Lilian Kingo.