Min gamle ven Mr. Niceland (altså: han har været min ven i mange år, han er ikke (særlig) gammel) deler min glæde ved jagten på det gode fund og samlermani, skønt bøger langt fra er hans eneste fokus. Sidst vi mødtes, begavede han mig med nogle rigtig fine boggaver.
Det unikke fund: 137 aforismer af Mikal Rode, Nordisk Bogforlag, 1976, med en dedikation af forfatteren til en Fru Else Schött.
Bogen er samtidig en indgang til en helt ny (bog-) verden: Den er udgivet af Selskabet Aforismens Venner, som jeg aldrig har hørt om før nu, der har udgivet andre samlinger af mig både kendte og ukendte forfattere som Herman Bang, Georg Brandes, Grethe Heltberg, Soya, Ove Fahnøe, Børge Hjerl-Hansen og Alf Hjorth-Moritzen. Hvis du kender noget til de sidste tre forfattere, så smid lige en kommentar, gider du? Jeg er meget nysgerrig på dem.
Denne bogs forfatter, Mikal Rode, er født i 1908 og har især beskæftiget sig som håndbogs- og leksikaredaktør: Salomonsen Leksikon-Tidskrift 1941-55, Den Nye Salomonsen (1949), Dansk Synonym-Ordbog (1941 & 1967), Hirschsprungs Konversationsleksikon (1962-65 &1967), og fra 1965 redaktør ved Erhvervskartoteket, udgivet af Arbejdsdirektoratet. Tørt, ikke?
Det obskure fund: Den mystiske erfaring af ufrihed af serbisk-hviderussiske Mihajlo Mihajlov, udgivet i privattryk julen 1981, oversat af en Carsten Møller-Hansen.
Mihajlov var under den kolde krig fængslet i Jugoslavien af flere omgange, og essayet Den mystiske erfaring af ufrihed handler i første omgang om at opsummere konkrete personers (fx Solsjenitsyns) nedskrevne erfaringer med at overleve ufrihed i straffelejre og fængsler ikke gennem tilpasning, men ved at redde sin sjæl. I anden omgang er det naturligvis en stykke missionerende litteratur med en noget tvivlsom bevisførelse.
Det VIRKELIG interessante ved bogen – eller hæftet, er det nærmest – er, som min ven Mr. Niceland straks påpegede overfor mig, det ukendte drama der har udspillet sig mellem tilblivelsen og trykningen. Essayet er nemlig skrevet af Mihajlov i fangenskab og udsmuglet først fra fængslet og siden fra Jugoslavien gennem jerntæppet, transporteret til Paris og trykt både i en russisk og et tysksproget version.
Spørgsmålet, som vi nok aldrig får svar på, er: Hvordan blev manuskriptet udsmuglet? Hvem hjalp? En ven? Blev vagterne bestukket? Havde Mihajlov adgang til en præst, og var det ham der hjalp? Hvordan blev det camoufleret? Blev kroppen brugt som gemmested? En udhulet bibel?
Jeg ved det ikke, vi (tager jeg for givet) ved det ikke og finder næppe nogensinde ud af det, hvilket er skidt for vores hang til at få fakta på plads, men godt for vores fantasi.
Den tredje bog er fra 1967: Ny-Nazismen i Tyskland af Ivor Montagu, med forord af den gamle danske modstandsmand Aage Schoch. Mr. Niceland har haft bogen stående på sine boghylder i årevis, måske 20 år eller mere, uden at få den selv på anskaffelsestidspunktet højest uaktuelle bog læst. Der var større sandsynlighed for at jeg rent faktisk ville læse bogen, mente han, og jeg var ikke sen til at bekræfte ham i sin antagelse. Nu står den på mine boghylder og venter.
Mr. Niceland har i øvrigt udsøgt litterær smag. Tom Kristensen er den store stjerne, og Ebbe Kløvedal Reich springer han helt over, så på opfordring forærede jeg ham en anden favorit, Hans Scherfigs Skorpionen.
