Da Godfred Hartmann og Niels Helweg-Larsen i 1941 skulle relancere forlaget Thaning og Appel, satsede de stort på bogserier frem for nyudgivelser, fordi konkurrencen var stor og nyudgivelser var mere risikabelt økonomisk.
Bogserien Delfin-bøgerne var forlagets bogserie med verdenslitteratur…
…til en pris, der er overkommelig for enhver og i et smukt og handy lommeformat. Bøgerne, der er uforkortede og fremtræder i gode oversættelser, er af høj litterær standard samtidig med, at de alle som en er overordentlig underholdende.
Bøgerne på billedet er fra venstre mod højre nummer tre, fire og syv i serien, udgivet i hhv. 1945, 1945 og 1946.
Som du kan se, har serien navn og logo efter en delfin, som de så dog har ændret mellem nummer fire og syv. Til den pænere side, synes jeg. 🙂
Som samleobjekt er bogserien et både og. Romaner og forfattere er udvalgt med sikker hånd – skønt kvinderne som så ofte før er pinligt fraværende – og med et godt øje til det litterære og underholdende, som de lover.
Jeg kan også i store træk godt lide designet (de hvide rammer ved jeg dog ikke helt hvad jeg skal mene om) og logoet (det seneste).
Bøgernes holdbarhed kan derimod være lidt vaklende. Ikke så sært for en paperback med over 70 år på bagen. De kan sagtens findes i fin stand, men hold øje med om limen i ryggen stadig holder.
Hvert bind kostede to kroner, og forlaget forstod nok at sælge varen. 🙂