Jeg er igang med Nobelprismodtageren Elias Canettis (1905 – 1994) erindringer, og er lige blevet færdig med det første bind (af tre), og er ikke blevet skuffet.

Canetti stammer fra en spansk-jødisk familie, der bliver fordrevet fra Spanien og slår sig ned i Tyrkiet og siden Bulgarien. Her bliver Elias født ind i en forretningsfamilie, styret af den benhårde og dominerende farfar. Familien mangler ikke noget, der er tjenestefolk og ammer og store husholdninger.
I 1911 løsriver Elias mor og far sig fra farfarens dominans og flytter til England, for at drive forretninger sammen med morens bror, men faren dør pludselig efter et år. Moren er overbevist om at det er en forbandelse nedkastet af farfaren der er årsagen. 
Moren, Elias og hans søskende flytter først til Wien og siden Zürich, hvor Elias bor på et pensionat og går i skole, mens moren konstant befinder sig på rekreationsophold. Elias og moren har et særdeles usundt forhold til hinanden, hun behandler ham alt for voksent, han forsøger at være manden i hendes liv, og reagerer med dominans og jalousi overfor ethvert voksent hankønsvæsen i morens nærhed.
Det umage forhold giver sig blandt udtryk i deres fælles interesse for litteraturen. Moren sætter Elias igang med at læse, så han kan lære litteraturens verden at kende, men han må på den anden side ikke læse i sengen om natten. Det gør han alligevel, og bliver naturligvis opdaget. Hans brødre sættes til at holde øje med ham, og de fanger ham flere gange og river dynen af ham. 
Hendes læsning sker blandt andet i form af et medlemsskab af en læsekreds (vist nærmest en slags privat biblioteksforening), og hun sender Elias hen med en seddel om hvad hun gerne vil låne. Ikke alle titler er altid ledige, og når moren bliver særlig ærgerlig, husker Elias på titlen. Hver gang han låner bøger for moren, lyver han for hende om netop den titel, at den igen er lånt ud, indtil han har sparet sammen til at købe bogen til hende for sine lommepenge. Moren bliver glad og overrasket – hver gang. For Elias gør det flere gange.
I øvrigt har Canetti det med mængden af bøger modsat mig: når jeg ser på litteraturen, eller for den sags skyld bare mit eget bibliotek, så ser jeg den umulige opgave det er, at komme igennem bare en brøkdel af det igennem et menneskeliv; Elias ser det modsat, når han skuer de bugnende hylder hos boghandleren: han kommer aldrig til at løbe tør! Også omkring Walter Scott er vi uenige, ham bryder han sig overhovedet ikke om, men til gengæld deler vi glæden over Dickens. 
I 1921 kulminerer deres konflikt: moren besøger Elias på pensionatet, slæber ham ned bagerst i æblehaven, uden for hørevidde af andre, og fortæller ham, at han er umoden og slap og alt for begravet i den lukkede lærings verden. Nu skal han lære det virkelige liv at kende. Hun har besluttet, at de skal flytte fra det fredelige Schweiz til Frankfurt i Tyskland, så kan han lære hvordan et folk der har tabt en verdenskrig klarer sig!
Dér slutter bind et også. Og det er virkelig forrygende skrevet af Canetti: med stor ærlighed, følsomhed og indsigt. Kun portrætterne af lærerne sidst i bindet, er lidt uinteressante. Hans og morens forhold er virkelig usundt, en freudianer kunne vist få mange timer til at gå med at pille i forholdet. Men det vil vi ikke bruge tid på. Videre til bind 2, Faklen i øret.
Elias Canetti: Den reddede tunge. Historien om en ungdom. Gyldendal, 1986 (1977). Oversat af Karsten Sand Iversen.