Hvem havde troet, at udenadslære skulle få en rennæssance? Jeg kan læse i min egen avis, at vi tilsyneladende bliver dummere og dummere af at have så meget viden tilgængelig online, så vi gider ikke længere lagre viden hos os selv. Derfor skal vi nu lære memoteknik af Cicero [slå eventuelt navnet op. Red.].

Små journalister

Da jeg gik i skole i 1970’erne og 1980’ern, var der da en hel del udenadslære. Små og store tabeller, kasserollebøjninger og så videre, men slet ikke i den udstrækning, tidligere generationer blev tvunget til i folkeskolen. I store træk var undervisningen, i hvert fald i gymnasiet,  (på nær et par underefteruddannede lærere) lagt an på en opslagskultur. Det var bare off line, for det var før internettet.

Det passede mig personligt ret godt. Jeg tog det som et udtryk for, at lærerne betragtede os elever som selvstændigt tænkende væsner, at vi ikke længere skulle lære flag og kongerækker og meget andet udenad. Vi lærte at opsøge den viden vi ikke havde. Små journalister, var vi.

Fake news

Vores kritiske sans kunne vi så trække på, når vi gik på biblioteket, hvor det meste af datidens fake news var samlet og fuldt tilgængeligt. For eksempel kunne man sagtens gå derfra med den fejlagtige oplevelse, at verdenslitteraturen blev skrevet af en masse mænd og Karen Blixen, hvis man lånte de forkerte antologier.

Cicero-style

Der er meget kritik af moderne online kultur. Vi kan ikke finde ud af at være sammen med hinanden, vi bliver dummere, vi tror på alt vi læser etc. I store træk er jeg personligt glad for den onlineverden vi har fået, men jeg kan da også godt mærke, at jeg har sværere ved at fordybe mig i en bog uden at lade mig distrahere af mobilen.

Jeg savner dog lidt mere fremadrettede løsninger på de udfordringer vi har, end mobilspærretid og udenadslære Cicero-style. Der må være en mere positivt ladet vej der forener det bedste fra on og off line-verdenen.