Azar Nafisi er vokset op i en akademisk familie i Teheran. Hun studerer og arbejder i USA, men vender hjem til Iran. Her oplever hun den islamiske revolution med Ayatollah Khomeneis hjemkomst i 1979.

Herfra går bliver det værre og værre, friheden bliver hurtigt indskrænket, blandt andet for kvinderne, der underlægges alle mulige regler og tyranni under et religiøst dække. Det bliver mere og mere vanskellig for Nafisi at beholde sit job på universitet, hvor hun underviser i litteratur.

Til sidst må hun stoppe med at undervise, men hun beslutter sig for at lave en læsekreds med en række af sine tidligere studerende. De mødes i hendes hjem, og når pigerne møder op, så tager de deres tørklæder og dragter af og hænger dem i entreen. I stuen har de et frirum hvor de kan se ud og mene hvad de har lyst til.

Bogen er bygget op omkring de bøger og forfattere de læser, Lolita, Gatsby, Henry James og Jane Austen. Kapitlerne giver både fortolkninger af værkerne, møderne og snakken med de studerende, og konkrete erindringer om den politiske situation og den tiltagende undertrykkelse i Iran.

Det er en smuk bog om at overleve i et helvede af ufrihed og undertrykkelse, med litteraturen som et bolværk mod at blive sindsyg af mangel på frihed og glæde.

Ligesom med Marjane Satrapi’s Persepolis, der jo også er erindringer fra Iran, minder Azar Nafasis erindringer mig også om Victor Klemperers dagbøger fra 30’ernes Hitlertyskland, hvor regler og love hele tiden gør tilværelsen mere og mere trang, og hvor frygten hersker.

Hvis jeg skulle sige noget i mod bogen, så har Nafasi et lidt blindt punkt for tiden under Shahens styre. Kvinderne havde flere rettigheder, ja, men han var ikke demokratisk valgt og der var ikke politisk frihed.

Men det ændrer ikke ved, at bogen, ud over at give mig akut lyst til at læse Nabokovs Lolita, absolut er læseværdig. Nafasi emigerer i øvrigt med sin familie til USA i 1997.

Azar Nafisi: At læse Lolita i Teheran. Erindringer om en læsekreds. Gyldendals Bogklubber, 2006 (2003). Oversat af Jan Hansen.