Jeg skylder jer et indlæg om et par af Maria Marcus’ romaner, se mit indlæg om Maria Marcus’ erindringsbog her. 

Kvindespejlet

Kvindespejlet er en roman fra 1964 handler kvinden der vælger at droppe jobbet og i stedet for gå derhjemme og at holde hus og passe børn, og i det hele taget støtte op om sin mand, Peter, og få ham til at se godt ud og gøre ham lykkelig. Med andre ord: være en rigtig kvinde på fuld tid.

Romanen er stærkt ironisk, og morsomt er det når hun efter bedste evne forsøge at behage Peter, men ikke helt lykkes med det.

Kostelig er hendes overvejelser og handlen omkring de jævnlige besøg af Peters kolleger og chef. I starten opfører hun sig meget ærbar og loyal, men Peter er nervøs for at kollegerne skal få det indtryk, at han har giftet sig med en frigid kone. For at rette op på misforståelsen, går hun resolut igang med at tage Peters kolleger og chef som elskere en efter en. Det fortæller hun lettere nervøst til Peter, som bliver rasende over at været blevet gjort til hanrej. Hun løser den gordiske knude, ved, til næste middag, at være flirtende med alt og alle, og så lade som om  hun falder i søvn på sofaen.

Denne fremragende satiriske roman er naturligvis et indspark i kønsrolledebatten anno 1964, og viser hvordan kvinden umuligt kan leve op til idealet som moder, husmor, ægtefrue, elskerinde, og hvordan hun helt må sætte sig selv og sin frihed til side i forsøget.

Maria Marcus: Kvindespejlet. Fremad, 1964.

Jeg elsker det 

Denne roman fra 1980 handler om Stefan og Mona der mødes via en kontaktannonce og indleder et sadomasochistisk forhold, om følelserne, forelskelsen, underkastelsen, smerten og konflikterne. Stefan og Mona er sammen på en opdagelsesrejse, som udvikler dem og giver dem ny erkendelse.

Romanen er skrevet sammen med den norske forfatter Stig Sohlenberg. Kapitlerne skifter mellem Stefans og Monas point of view, Stefan skrevet af Stig, Monas af Maria Marcus.

Roman er meget ligefrem og reflekterende, og giver et fint indblik, også selvom man ikke har den slags lyster 🙂

Maria Marcus og Stig Sohlenberg: Jeg elsker det. Tiderne Skifter, 1980.