Borgerkrigen
Dette er bogen om den historiske person Francisco Sabate Llopart, kaldet El Quico. I starten af 1930’erne er Sabate aktiv i anarkistiske grupper i opposition til den helt nye spanske republik.

Da Franco starter den spanske borgerkrig, deltager Sabate og hans grupper naturligvis i forsvaret af republikken mod fascisterne. Men faren lurer også fra egne rækker: de Moskva-tro kommunister forsøger på ordre fra Stalin fra midten af 1937 at kontrollerer den republikanske hær, og kun med nød og næppe undgår han at blive henrettet (det har han i øvrigt til fælles med George Orwell, som dog ikke var anarkist. Se hans fremragende bog ”Farvel til Catalonien”).

WW2
Da borgerkrigen er tabt til fascisterne i 1939, flygter Sabate til Frankrig, hvor han først interneres, siden arbejder han på fabrik og er (vistnok) aktiv i den franske modstandsbevægelse. Han har kone og barn, i øvrigt.

Efter krigen samler Sabate op hvor han slap. Sammen med en gruppe spanske anarkister tager han jævnligt over grænsen til Katalonien for at organisere modstanden mod Franco. De arrangerer bombeattentater mod Franco-venlige staters ambassader og mod Franco selv (det sidste mislykkes). De røver banker for at skaffe midler, og forsøger at myrde politifolk.

Skide i egen rede
Sabate og hans kammerater er oppe mod en modstander, overlegen på ressourcer, og der bliver bedre og bedre til at trævle modstandsgrupperne op. Tortur, trusler, fingerede henrettelser, tæsk osv. er midlerne.

Da Sabate begår den fejltagelse at begå bankrøveri på fransk jord, et bankrøveri der har dødelig udgang for en af vagterne, begynder det franske politi at være efter ham. Han fængsles flere gange blandt andet for våbenbesiddelse, og tages ind til forhør om bankrøveriet.

Sabates og hans gruppes militante oprørsforsøg i Spanien vækker modvilje hos de organiserede spanske anarkister i eksil i Frankrig, men trods flere løftede pegefingre bliver han bare ved og ved.

Slutningen
Vi er nu fremme ved slutningen af 1959, han får konstateret kræft, og vennerne råder ham til at rejse til Sydamerika, også for at få fred fra det franske politi.

Sabate, kendt som den legendariske El Quico, vælger naturligvis ikke den udvej. I stedet organiserer han et nyt raid ind i Spanien med sin gruppe. Den 1.december tager de af sted, men den 30.december opdages de af Guardia Civil, som er blevet tippet af det franske politi. Et jagt på liv og død indledes, skudveksling afløser skudveksling med dræbte på begge sider, og til sidst er det slut for Sabate og hans kammerater. Sabate bliver dræbt af et geværskud klokken 8.30 den 5.januar 1960.

David mod Goliath
Da Sabate dør har han stort set været i gang med at slås fra 1932, eller i hvert fald fra 1936 til 1960. Meget imponerende, når man tænker på modstanden fra hans eget bagland og hvilke modstandere han var oppe i mod. Men han var fast i troen på at det nok skulle lykkes og blev stædigt ved. Desværre fik han ikke ret.

Bogen er også ufrivilligt historien om nogle af verdens mest klodsede guerilla oprørere: de bliver anholdt med et fællesfoto af hele gruppen på sig, glemmer nummerplader og punge med adresslister bag i taxier osv osv i en uendelig lang række af sikkerhedsbrud som hver gang medfører en byge af anholdelser.

AK Press
Bogen er fra 1998, oprindeligt udgivet i 1974 og genoptrykt første gang i 1985, og udgivet på det anarkistiske forlag AK Press.

I introduktionen, tydeligvis fra 1985 da Thatcher regerede i England, gøres det klart at bogen har et propaganderende sigte: anarkisme skal ikke blot være snak, snak og atter snak. Undskyld dig ikke med at tiderne ikke er moden og at militans først skal tages i brud lige før og under en revolution. Kom bare i gang!

Det ved jeg nu ikke om jeg synes er helt gennemtænkt. Sabates militans skal der alligevel noget til at udløse, i min bog, men anarkisme kan naturligvis også praktiseres på flere fredelige niveauer.

Men respekt og håndtegn til Sabate for at forsøge at vælte mastodonten.

Antonio Tellez. Sabate. Guerilla Extraordinary. AK Press, 1998 (1974). Oversat af Stuart Christie.