Tiden mellem år 1900 og WW1 var stadig præget af monopolisering af kapitalen, og en grov, grov udnyttelse af arbejdskraften. Arbejderne døde tidligt, de arbejdede som børn, de levede i usle og brandfarlige boliger, arbejdsskader og –ulykker var enorme i antal, lønnen var lavere for kvinder, børn og sorte, etc. Etc. Etc.
Socialisterne vejrede morgenluft, men var splittede: socialistpartiet, den almindelige fagforening og overenskomsterne var for hvide, faglærte mænd. Resten kunne ryge og rejse.
Præsidenterne Theodor Roosevelt, William Taft og Woodrow Wilson gjorde intet for at standse lynchninger og undertrykkelse af sorte, men af frygt for socialismen foretog man en række reguleringer af kapitalen, men efter aftale med kapitalisterne.
Mens de store fagforeninger kun var for de nøje udvalgte, var den langt mindre men mere aktivistiske fagforening Industrial Workers of the World (IWW) inkluderende over for alle arbejdere, og de virkede også aktivistiske. Fx deltog de i strejker, organiserede økonomisk hjælp, bragte børn af strejkende videre til plejeforældre, agiterede selvom ytringsfriheden var sat ud af kraft.
Ofte blev friheden til at tale offentligt sat ud af spild. IWW’s modtræk var at sende flere agitatorer, og når fængslerne blev fyldt op, blev forbuddet nogle gange hævet.
Forleden kunne man se fødselsdagsomtale af en Rockefeller, men slaveriet, sulten, myrderierne og undertrykkelsen, der var betingelsen for de erhvervede rigdomme, fremgår ikke, kun den glade kunstelskers gavmildhed overfor MoMA.