Imperialisme
På trods af 1880’ernes og 1890’ernes løbende arbejdskampe, eller lad os ligeud kalde det: klassekamp, og nogle alvorlige økonomiske kriseår (1893 og frem), producerede industrien mere end der kunne afsættes på det amerikanske marked. Korn, olie, tobak, bomuld og stål manglede aftagere. Der var ikke mere land at kolonisere indenlands, indianerne var banket på plads, så man skulle til at kigge ud over landets grænser.

Diskussionerne om hvilken udenrigspolitik der skulle føres, kan kategoriseres i tre grupper: De traditionelle imperialister, der gik ind for erobring af områder med våbenmagt (Theodor Roosevelt, A.T. Mahan, Henry Cabot Lodge); antiimperialisterne (William Jennings Bryan, Carl Schurz); og så en gruppe af intellektuelle, forretningsmænd og politikere, der var imod traditionel imperialisme, men som gik ind for at åbne markeder og derefter økonomisk dominere handlen især i den underudviklede del af verden.

Den sidste gruppe var ikke mere fast i kødet, end at de blev tilhængere af våbenmagt i de tilfælde, hvor den fredelige imperialisme viste sig uvirksom. Og det blev den hurtigt. Og havde i øvrigt været det længe: fra 1798 til 1895 deltog USA i 103 militære aktioner i andre lande, fx Japan, Argentina, Nicaragua, Uruguay, Angola og Hawaii. Enten for at sikre ro, eller for at sikre åbne markeder.

Cuba
Først og fremmest var man interesseret i at sikre sig ro og et åbent marked i egen baghave, dvs. Mellem- og Sydamerika, og man talte om en kanal fra Stillehavet til Atlanterhavet. For at sikre markedet måtte man også have militær dominans i området.

Spanien var på vej ned som kolonimagt. Et oprør på Cuba trak ud, og til sidst bad USA spanierne forføje sig. Ikke så meget for at give cubanerne frihed, men for at sætte sig økonomisk på øen. Efter en kort krig måtte Spanien give fortabt, og snart var Cuba oversvømmet af amerikanske forretningsfolk, der satte sig grundigt på jernbane-, mine- og plantagedriften.

Man beholdt de spanske embedsmænd til at passe biksen, og tvang efterfølgende cubanerne til at vedtage en forfatning, der gav Cuba ”selvstændighed” men samtidig gav USA lov til at intervenere militært på Cuba, når som helst de følte behov for det, og gav dem desuden baser på øen.

Industrien tjente tykt på at levere ammunition og krigsmateriel, og så sig heller ikke for fine til at sælge fordærvet og usælgelig mad til hæren. Man kender ikke det nøjagtige resultat af de hyppigt forekomne madforgiftninger af soldaterne, men det er sigende at de amerikanske tabstal var på 5.462 døde under krigen, men heraf døde kun 379 i eller som følge af kamphandlinger.

Fred med Spanien
Mens Cuba fik sin selvstændighed (sort of), var andre ikke så heldige: ved freden med Spanien i 1898 fik USA Guam, Puerto Rico og Filippinerne for en pris af $20 millioner. Desuden nappede man lige Wake Island og Hawaii (som havde været overtaget af missionærer og af Dole (ja, dem med bananerne og ananasserne)).

En stærk tilstedeværelse i Asien og Stillehavet var et stort ønske, for at kunne nå det enorme marked i Kina. Og her var kampen med andre europæiske lande stor, så overtagelsen af Spaniens kolonier var kærkommen. For USA’s industri, altså.

Filippinerne
På Filipinerne var de ikke så glade, og startede et væbnet oprør, som det tog amerikanerne 3 år at slå ned (officielt. Uofficielt varede konflikten til 1911). Det gjorde de til gengæld med stor grusomhed. Landsbyer blev udslettet, kvinder og børn levende brændt osv. osv. Mark Twain skrev protester mod blodbadet og koloniseringen. Man regner med at cirka 1 million filippinere døde i krigen.

Koloniseringen og myrderierne blev forsvaret af hensyn til civiliseringen af de sorte vilde, og af en udbredt racisme. På dette tidspunkt blev i gennemsnit 2 sorte lynchet i USA om ugen. Racismen var også udbredt blandt ledende folk som præsidenterne McKinley og Theodor Roosevelt.

Også i diskussionen om man skulle intervenere på Cuba spillede racismen en rolle: man var nervøs for at sorte cubanere skulle komme til magten, ligesom de sorte var kommet til magten på Haiti (Winston Churchill blandt andet advarede om dette).

Næste mandag er vi nået til kapitel 13 med titlen: ”The Socialist Challenge.”