I februar 1967 anmeldte redaktør Ole Storm i Politiken to bøger af den norske forfatter Jens Bjørneboe, ”Frihetens øyeblikk” og ”Uden en trevl”, som netop var udkommet i Danmark. Ole Storm benyttede sig af lejligheden til at kritisere Bjørneboe for hans roman ”Før hanen galer” fra 1952, ”der efter min [Ole Storms] opfattelse brugte de tyske koncentrationslejrlægers kyniske eksperimenter med fangerne som påskud for at skrive sensationelt om perversion og sadisme”.

Jens Bjørneboe blev så fortørnet over dette skudsmål, at han hyrede den kendte danske forsvarsadvokat Carl Madsen til at føre en injuriesag for sig mod redaktør Ole Storm. Denne lille bog er skrevet af netop Carl Madsen, der fremlægger sagen og dens akter fra start til dom.

Ole Storm påstår altså, at Jens Bjørneboe (mis-) bruger forbrydelserne i kz-lejrene til at skrive sensationelt og dermed fremme salget af sine værker og sin egen indtjening. Er dette angreb inden for den vide ytringsfrihed begge sagens parter indrømmer der skal være plads til i litterære anmeldelser, eller er der her tale om strafbare injurier?

I løbet af sagen kommer der flere uheldige episoder frem, som ikke får Ole Storm til at fremstå i det bedste lys. Ole Storm var i 1952 konsulent for forlaget Aschehoug, og her anbefalede han forlaget IKKE at udgive Bjørneboes roman ”Før hanen galer”, en anbefaling de overhørte (side 62).

Og endnu en historie: Agnar Mykle fortæller i et brev, at han efter udgivelsen af romanen ”Tyven, tyven skal du hete” i Danmark, tilfældigt og til sin store bestyrtelse opdagede, at oversætteren havde foretaget ændringer. Fx var det norske ord tispe (dansk: tæve) erstattet med Thisbe, som er navnet på en græsk gudinde. Oversætteren, der så egenrådigt foretog de kyske rettelser, var naturligvis ingen anden end vor ven, Ole Storm (side 64).

Carl Madsen og Jens Bjørneboe vinder sagen i landsretten. Ole Storms udtalelser kendes for ubeføjet og han idømmes 10 dagbøder á 100 kroner som tilfalder statskassen og han skal betale sagsomkostningerne for Jens Bjørneboe på 4.000 kroner.

Årsagen til den milde dom er, at Bjørneboes forlægger har brugt Ole Storms citat på bagsiden af billigbogsudgaven af ”Før hanen galer”. Da Bjørneboe siger at dette er sket uden hans vidende, men at han ikke ville have modsat sig dette havde han haft magt dertil, slipper Storm for at betale erstatning til Bjørneboe.

Hele bogen lyder som en halvtør omgang, hvad den til dels også er, men jeg lo meget under læsningen. Det skyldes især Carl Madsen, som kan skrive så ætsende ondskabsfuldt som ingen anden jeg kender, naturligvis under nødtørftigt dække af at gøre det modsatte. Det er især hans faglige modpart, højesteretssagfører Jon Palle Buhl der gang på gang tværes ud. Inden for ytringsfrihedens vide rammer, selv sagt.

Sagen blev anket til Højesteret. Hvordan det gik der, har jeg ikke kunne opklare.

Bogen har i øvrigt en dedikation af forfatteren, og det er jo altid lidt skægt. Dedikationen er ikke helt nem at tyde, men jeg tror der står: ”Gid du maa have fornøjelse af disse sider. 23/1-70 Carl Madsen”.

Carl Madsen: En litterær proces. Forfatteren Jens Bjørneboe mod redaktør Ole Storm. Stig Vendelkærs Forlag, uden år (men må være fra 1968 eller måske 1969).