I denne sjette roman i serien om A-gruppen, sker der en række udskiftninger i gruppen, men straks begynder en række mordsager at hobe sig op. Til hvert mord arresteres der en gerningsmand, men er de virkelig morderne og er der en sammenhæng mellem mordene? Gruppens nye og gamle medlemmer bindes sammen af et par simultane overnaturlige oplevelser.
Det er endnu engang en kollektivroman. Fortælleren går på skift mellem bogens personer. Selv Arne Dahl selv kommer til orde (kapitel 20) i en kommentar til en af genrens faste bestanddele.
Men ellers er det en noget trivial sag, med en række trivielle virkemidler. Fx den med at lade jeg-fortælleren være læseren ubekendt så længe som muligt. Er det en kriminel, en politimand eller er det et offers tanker? Når vi får svaret, bliver vi glade. Det er som regel også i disse navnløse og lettere hemmelighedsfulde passager, at kriminalforfatteren forsøger at være dyb og poetisk. Ofte ville jeg ønske, at de lod være, suk. Arne Dahls stil er ind imellem flad grænsende til det kedelige. Hans tekst bliver nærmest til knækprosa (fx side 147-8).
Jeg har det efterhånden med svenske krimier som jeg har det med McDonalds: cirka hvert halve år får jeg lyst til spise på McDonalds. Mine tænder løber i vand ved tanken. Men der sker altid det samme bagefter: jeg har kvalme og er oppustet, maden smagte ikke spor godt og efter en time er jeg sulten igen. Så går der et halvt år, og så gentager det sig. Det er som om jeg er forprogrammeret til at McDonalds mad bare er det bedste i hele verden, selvom min egen empiri klart siger det modsatte.
Handlingen går i øvrigt først igang på side 72, cirka 1/5 inde i bogen.
Arne Dahl: En skærsommernatsdrøm. Modtryk, 2009 (2003). Oversat af Anders Johansen.