Når kendte forfattere dør, er det tradition at udgive deres ufærdige arbejder, noter, udkast osv. Af økonomiske årsager, af litterært-arkæologiske årsager eller måske endda for at glæder de trofaste læsere med mere kvalitet fra den store mesters hånd.

Den østrigske forfatter Robert Musil (1880-1942) havde sin egen mening om den sag: ”Der er digteriske efterladenskaber, som er store gaver; men som regel har efterladte papirer en mistænkelig lighed med ophørsudsalg og billige tilbud.” (side 7)

Hvad gør man så? Man udgiver sine efterladte papirer mens man endnu er i live, naturligvis. Deraf titlen ”En levendes efterladte papirer.”

Ud over et forord af Musil, er bogen opdelt i fire afsnit:

I. Billeder.
II. Uvenlige betragtninger.
III. Historier der ikke er historier.
IV. Solsorten.

Det første afsnit omhandler forskellige iagttagelser og betragtninger, som regel på 2-4 sider. Fx hvordan fluer lander og langsomt dør på fluepapir, livet på en abeø i midten af Rom, en begravelse i Slovenien, om en kilden hest der griner når den strigles osv. Afsnit to forskellige betragtninger om fx kultur og digtning, om turistpostkort og Ødipus-komplekset.

Afsnit tre indeholder lidt længere tekster, små historier, og afsnit fire en længere historie, ingen af dem skal jeg genfortælle her.

Blot dette: her er ikke tale om ophørsudsalg og billige tilbud. Musil er en skarp iagttager og tænker, og en sublim fortæller. Ham skal jeg læse mere af.

Robert Musils bøger blev i øvrigt forbudt i Tyskland i 1933 og i Østrig i 1938. I 1938 flygtede Musil med sin kone til Schweiz.

Robert Musil: En levendes efterladte papirer. Gyldendal, 2001 (1936). Oversat af Karsten Sand Iversen.