Inspireret af Dortes blogindlæg ’10 krimi-helte jeg gerne ville møde’, gik jeg i gang med at lave min egen liste. Men i stedet for kun at vælge efter krimi-helt, har jeg også valgt efter hvilket sted jeg godt kunne tænke mig at komme hen eller gense.
Sådan kom listen til at se ud, i uprioriteret rækkefølge:
1. Tony Hillerman: ’Lyttende kvinde.’ Jeg vil gerne mødes med navajo politiløjtnanten Joe Leaphorn. Det er nemlig få måneder siden jeg kørte igennem Navajo country i Arizona og New Mexico, og det er noget af det smukkeste landskab jeg har set.
2. Georges Simenon: ’Maigret vender tilbage.’ Politikommisær Maigret fordi Loiredalen er så smuk og fordi Paris bare er byernes by.
3. Manuel Vázquez Montalbán: ’Direktørens ensomhed.’ Med detektiv Carvalho i den olympiske by Barcelona, Cataloniens hovedstad, Gaudí og Mirós by, for den er sådan en levende og sitrende by.
4. Jonathan Rabb: ’Rosa.’ Med kriminalkommisar Nikolai Hoffner på morderjagt i Berlins gader, fordi Berlin er min ynglingshovedstad.
5. Philip Kerr: ’Et tysk rekviem.’ Vi bliver i det tysksprogede. Et besøg i Wien med Bernhard Gunther. Wien, tror jeg, jeg ville kunne lide med Prateren, kunstmuseer, musik og historiens vingesus.
6. Lindsey Davis: ’See Delphi and Die.’ Til Peloponnes med den romerske privatdetektiv Marcus Didius Falco. Kan man finde bedre selskab end Falco, til et gensyn med det græske moderland med souvalki, skæve spåkoner og det olympiske stadion?
7. Leonardo Padura: ’Maskespil i Havana.’ En anden hed og sitrende og levende by er Havana. Der tager jeg hen og nyder en rom med kriminalkommisær Mario Conde.
8. Dan Turèll: ’Mord ved Runddelen.’ Og så snyder jeg ikke mig selv for en tur til Nørrebros Runddel, med Dan Turèlls navnløse journalist. Stadigvæk landets bedste pølsevogn og et af bydelens mest usexede værtshus (og konkurrencen er ellers skarp!).
9. Sara Paretsky. ’Værgeløs.’ Al organiseret kriminalitets moder må være Chicago. Der tager jeg hen med Susan Paretskys detektiv, V.I.Warshawski.
10. Laurie R. King: ’Biavlerens lærling.’ Til sidst går turen til Sydengland, til Sussex Downs med den unge Mary Russell, der skal møde Den Store Opdager i egen høje, men dog elskelige person.
Boblere må være Ian Rankins Glasgow med kriminalkommisær John Rebus (jeg har hverken læst hans romaner eller været i Skotland), og med Åsa Larssons skattejurist Rebecka Martinsson i Kiruna (nordsverige er utrolig smukt).
Søren
Man bliver efterlignet når man skriver gode blogindlæg 🙂
Det med øllerne fik jeg ikke lige tænkt ind i listen, men har på fornemmelsen, at, med Peleponnes år 76 som mulig undtagelse, så kan man vist få fine øl de fleste af stederne. Og du har ret i, at man bliver tørstig af alle de mord 🙂
Dorte H
Åh, jeg kan rigtig godt lide at blive efterlignet! Og jeg tænkte nu også lidt på stederne, da jeg skrev min liste (og lidt på, hvor man kunne regne med at få noget godt øl).
Jeg kan jo se, at jeg har rigtig mange krimi-oplevelser til gode, men det synes jeg nu også du har, når du ikke har læst Ian Rankin endnu. Han er da et must for enhver rask dreng, og også rigtig mange piger.