Adda Ravnkilde (1862-1883) skulle have været en kendt og læst forfatter, men det blev hun ikke. I hvert fald ikke i levende live.
Hun var datter af borgmesteren i Sæby (kongeligt udpeget – ikke demokratisk valgt), opvokset der, i Sakskøbing og på Fanø, og var en engageret, kommende forfatter med en sag – kvindesagen.
Adda droppede forbindelsen til en lokal, 17 år ældre godsejer, og rejste i september 1883 kun 21 år gammel til København for at uddanne sig og for at forfølge sine litterære ambitioner. Med sig havde hun tre manuskripter, hvoraf hun i oktober afleverer det ene, fortællingen Tantaluskvaler, til Georg Brandes til vurdering.
Brandes opfordrer hende til at vente med udgivelse, for at forbedre fortællingen. Den 30. November begår Adda selvmord i sin lejlighed på Frederiksberg.
Brandes udgiver og redigerer (sammen med Erik og Amalie Skram) posthumt Adda Ravnkildes tre værker, Tantaluskvaler og En Pyrrhussejr under fællestitlen To Fortællinger, og Judith Fürste for sig selv.
Anne Marie Løn har lagt et stort arbejde i at efterspore al viden om Adda Ravnkilde, og fremlægger det i hendes bog af samme navn, udgivet i 1978 i forlaget Rhodos’ debatserie Rhodos Radius.
Med bogen forsøger Løn at skrive Adda Ravnkildes liv og skæbne ind i kvindekampen, med stor ret, for Adda havde ikke de samme muligheder for at blive forfatter, som mænd generelt havde. Hendes kald i livet var jo at blive hustru, måske skolelærerinde, ikke forfatter.
Til gengæld efterlader uvisheden om årsagen til at Adda begår selvmord, alt for mange muligheder for Anne Marie Løn til at spekulere løs. Det går op for Adda, at Brandes har svigtet kvindesagen siden han oversatte og skrev forordet til John Stuart Mills Kvindernes Underkuelse (1869). Ja, Brandes var ganske givet ufattelig selvoptaget, ja, han var ikke sin kone tro, og ja, han vejledte Adda til at vente med udgivelse, men at han skulle have taget livslysten fra hende, overbeviser Løn mig ikke om.
I Jørgen Knudsens GB. En Georg Brandes biografi, har mødet mellem Brandes og Adda, som foregår hjemme hos Brandes, ægteskabelige konsekvenser mellem Brandes og hans kone Gerda, som alt for godt kendte til hans sidespring, her citeret efter Brandes’ dagbog:
Den unge frk. Ravnkilde her. 21-årig rar og god lillepige… Gerda scene i anledning af at samtalen varede 1½ time. Den vilde fjottethed i firspring gennem værelserne. Min hele arbejdsstemning dræbt.
Den norske forfatter Henrik Ibsen interesserede sig efterfølgende for Adda Ravnkildes skæbne og opsøgte hendes familie i Sæby for at lære mere om Adda. Delvist skulle Adda have inspireret Ibsen til hovedpersonen i Fruen fra Havet, Ellida Wangel.
Han læser også et digt, Adda skrev i 1878 mens familien opholdt sig på Fanø. Her de to første og efter min mening bedste vers af digtet Ved Havet:
Jeg gik ved Stranden, og en Tid så lang
jeg lyttede til Havets dybe Mumlen,
så blød og sagte som en Moders Sang,
mit øje fulgte Bølgens lette Tumlen.
En Vemod, dyb og stille, greb mig da,
så høj en Glæde, at jeg følte Smerte,
en Åndens Flagren med de unge Vinger,
der standses af de Bånd, som ned dem tvinger.
Og mens mit Øje søgte i det blå –
med blikket fulgte jeg en Fugl – en Terne;
den Tanke greb mig, da jeg Fuglen så
og mens den atter svandt i dunkle Fjerne:
jeg er jo selv en sådan vildsom Fugl,
som flyver over Vesterhavets Bølger,
hvor skal jeg hen? Hvor skal min Færden endes,
hvad skal mig på min Flugt i Livet hændes?
Anne Marie Løn: Adda Ravnkilde. Rhodos Radius, 1978.
(Jørgen Knudsen: GB. En Georg Brandes-biografi. Gyldendal, 2008)