Jeg er i syv sind omkring denne bog.
Brevene er fremragende og jeg er virkelig fanget af stemningen og skæbnerne, og suger litteraturhistorien til mig, men ak: bogen er ved at gå i stykker. 
Jeg har læst den meget nænsomt og undgået at åbne den for meget, så jeg næsten har fået hold i nakken og ondt i øjnene af at se hvad der stod, helt inderst. Alligevel begynder siderne at løsne sig.
Min udgave er fra 1973, en lommebog, en paperback, og den er helt stiv og uelastisk i ryggen.
Nu mangler jeg 106 sider ud af 306 sider, og ved ikke om jeg skal fortsætte. Foran mig venter Döblin, Kästner, Arnold Zweig, Isherwood, Upton Sinclair og mere Klaus Mann.
Suk.