Udenrigskorrespondent i Hamburg
Den unge journalist Edvard Andersen tager sammen med sin kone ophold i Hamburg i 1931, for at være korrespondent for en række danske dagblade, herunder Politiken.
Her bliver han vidne til nazisternes magtovertagelse, og ikke kun beskriver han hvordan terroren straks systematiseres af Hitlers håndlangere, endog inden Hitler tog magten, han oplever den også på egen krop.
For at holde sig orienteret må Edvard Andersen benytte illegale metoder. Fx indsmugler han katolske tidsskrifter forbi censuren.
Altonaer Blutsonntag
Andersen skrev blandt andet reportage fra en af de vigtigste kampe mellem fascister og anti-fascister før Hitlers magtovertagelse, nemlig Blodsøndagen i Altona den 17.juli 1932.
Den socialdemokratiske politipræsident tillod 10.000 SA-mænd at marchere gennem kommunistiske boligkvarterer, og denne ydmygelse blev naturligvis ikke gennemført uden at arbejderne slog fra sig.
18 personer blev skudt og 200 sårede. Hvem, nazister, kommunister eller politi, der skød hvem er ikke opklaret. Men så snart nazisterne havde taget magten, blev 4 kommunister dømt og derefter henrettet, i øvrigt som de første af nazisterne.
Denne episode skal jeg vende tilbage til ved lejlighed. Jeg finder den ganske spændende, da den i ekstrem grad eksemplificerer højreradikales taktik, med borgerlig/liberal lovgivning som løftestang, at provokere antiracister til konfrontation som et led i at vælte demokratiet og vinde magten.
Fra den ældre generation til den yngre
Edvard Andersen og hans kone ender med at blive aflyttet og forhørt af Gestapo, pga af de kilder han frekventerer og de kritiske artikler han skriver, og til sidst brænder jorden så meget under dem at de vælger at flygte (i 1935).
Skriftet er super spændende så længe Edvard Andersen holder sig til sine erindringer. Men desværre har skriftet også et propagandistisk formål, nemlig at advare mod den nazistiske fare i nutiden (erindringerne er forfattet i 1979), og der bliver det en anelse uinteressant og overfladisk. Ikke fordi jeg er uenig med ham i hans tanker, men dette er bare hørt før.
Edvard Andersen: Korrespondentliv, da Hitler tog magten. Årsskrift for Frihedsmuseets venner, 1980.
Søren
Jeg bryder mig heller ikke om den kommunistiske ideologi og de samfund der blev skabt deraf.
Men det betyder ikke at kommunister ikke har gjort noget godt, f.eks. i den antiracistiske kamp i 30'erne og 40'ernes Tyskland (og Danmark for den sags skyld).
Da jeg i 90'erne ydede mit beskedne bidrag (og det er ikke udtryk for falsk beskedenhed) til at bekæmpe racismen i Danmark, arbejdede jeg sammen med mange kommunister. Jeg er endda stolt over at kunne kalde flere af dem mine venner.
Verden er ikke altid så sort/hvid, selvom det ville være nemmere 🙂
Søren
Jeg bryder mig heller ikke om den kommunistiske ideologi og de samfund der blev skabt deraf.
Men det betyder ikke at kommunister ikke har gjort noget godt, f.eks. i den antiracistiske kamp i 30'erne og 40'ernes Tyskland (og Danmark for den sags skyld).
Da jeg i 90'erne ydede mit beskedne bidrag (og det er ikke udtryk for falsk beskedenhed) til at bekæmpe racismen i Danmark, arbejdede jeg sammen med mange kommunister. Jeg er endda stolt over at kunne kalde flere af dem mine venner.
Verden er ikke altid så sort/hvid, selvom det ville være nemmere 🙂
Kim F. Rasmussen
"Jeg finder den ganske spændende, da den i ekstrem grad eksemplificerer højreradikales taktik, med borgerlig/liberal lovgivning som løftestang, at provokere antiracister til konfrontation som et led i at vælte demokratiet og vinde magten.
"
Det vil jeg glæde mig til. Jeg har aldrig opfattet Kommunisterne som hverken demokratiske eller antiracistiske