I efteråret 2010 fik jeg problemer med at læse om aftenen, jeg kunne ikke helt se bogstaverne. Lidt mere lys i læsehjørnet hjalp straks og siden har jeg ignoreret det. Nu kan jeg ikke læse det der står med småt på brugsanvisning og indholdfortegnelser på madvarer, og det tager mig længere og længere tid at komme igennem en bog eller bare avisen. Jeg bliver simpelthen mere og mere langsynet. Så det er ikke nogen vej uden om længere: jeg skal have læsebriller.

“Hvad ynker han for?” tænker I nok. Ja, jeg må indrømme, at efter et have klaret mig uden briller i et halvt liv (okay okay: and then some), så irriterer det mig at skulle til at begynde. Det er så upraktisk, og det går sikkert lige som dengang jeg gik med ganebøjle: jeg puttede den i baglommen, glemte alt om det hele og satte mig på den. Mange gange. Lidt distræt er jeg jo.

Er det mon også fordi det er et tegn på kroppens forfald og alderdom? Jeg ved det ikke. Der er i hvert fald noget tab af frihed over det, som irriterer mig.

Nå, men nu har fruen så omsider overtalt mig til at hun må bestille tid hos optikeren. Faren for at jeg ikke længere kan læse bøger er alligevel for skræmmende. Og måske kommer jeg til at se helt klog ud?

 🙂