’Vi, de druknede’ er en roman om byen Marstal, om de mænd der tog på havet, og om de kvinder der blev tilbage. Vi følger tre generationer af sømænd, startende i krigen mod tyskerne i 1848, sluttende i 1945.
Det er en ambitiøs roman på mange sider, og den har elementer som skal til for at skabe det helt store epos: vi følger flere generationers skæbne, handlingen ligger sig op af historien, den refererer til historiske personer og der er masser af anekdoter og små fortællinger i den store fortælling. Vi kommer vidt omkring på verdenshavene, og så spiller ’skæbnen’ eller ’tilfældet’ en stor rolle i sømændenes liv og overlevelse.
Der er også modsætningen mellem den stabile by og det farlige og usikre hav. Som om begge er på rollelisten.
Jeg er forundret over fortællerens position: den skifter fra kapitel til kapitel, og nogle gange kan fortælleren ikke identificeres. Som om det er ’byen’ eller ’historien’ der er fortælleren? Forvirrende. Der skal nok findes en klog og skarpt udtænkt bagtanke bag metoden, og det er heller ikke voldsomt generende, når man først er klar over det, men det tilføjer ikke umiddelbart til værket, efter min mening.
Jeg kender bedst Carsten Jensen som en meningsfabrik, der gennem mange år har spyttet ’rigtige’ meninger ud på samlebånd fra sit høje og ind imellem fjerne elfenbenstårn. Det er den første bog jeg har læst af ham.
En af hans tidligere romaner, ’Sidste rejse’, også med havet som omdrejningspunkt, fik en hård og stærkt underholdende medfart af Lars Bukdahl i Weekendavisen. Han mente, at ”kunstnerisk er Carsten Jensens nye, jammerlige roman hinsides Dansk Folkeparti, dvs. ret præcist Kresten Poulsgaardsk.”
Derefter citerede Bukdahl følgende passage fra romanen:
”Ængstelse og bekymring slog imod hende som bølger, der kunne udhule selv den største klippe, hvis de slog længe nok. Men kærligheden var heller ingen klippe. Den var en ordløs uendelighed. Alt – ja, alle – kunne tages fra hende, og kærligheden ville stadig være der. Hun kunne finde en kattekilling, en forvildet kylling, endog en halvvissen potteplante i en vindueskarm og føle sig gennemstrømmet af kærligheden.”
Og så skriver Bukdahl:
”Det står der virkelig! Og den slags klægt bullshit pusher de på side 1 i Gyldendals Efterårskatalog (før præsentationerne, på den halve plads, af H.O.Jørgensen, Jens Smærup, Henning M, Højholt, Svend Åge m.fl.)! Herre Jemini!” *
(Jeg kan desværre ikke linke til artiklen, den er ikke frit tilgængelig på nettet.)
Jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal mene om ’Vi, de druknede’. Den er forbavsende let læst, lidt flødeskumsagtigt. Det er jo en bog der gerne vil vise tyngde, og tryllebinde sin læser med sin fortællelyst, med den store fortælling, som en Pontoppidan eller Steinbeck, men jeg føler mig ikke rigtigt tryllebundet.
Romanen har fået stor ros fra kritikerne og har vist også fået en rigtig stor læserskare. Jeg føler mig nok lidt snydt, uden at jeg er helt sikker på hvorfor. Måske fordi det er en gammeldags romanform, som er set før? Er tiden til nye udgaver af ’Lykke-Per’ og ’Anna Karenina’? Måske fordi det, at læse bogen, er sprogligt ligeså let som at læse en af tidens populære kriminalromaner?
I den positive ende er Carsten Jensens fortællelyst, som skinner kraftigt igennem og klæder romanen. Ellers ville den da også falde helt igennem! Og så holder jeg meget af den indledende skildring af søslaget i Eckernförde, hvis, lad os kalde det: detaljegrad, i den grad underminerer enhver nationalromantisk forherligelse af krig.
Om Carsten Jensens fortællemåde kan man med fordel læse Lilian Munk Rösings anmeldelse af bogen i Information, ‘Røven af Sankt Peter’.
Carsten Jensen: Vi, de druknede. Gyldendal, år?
* Weekeendavisen nr. 45, 9.-15.november 2007.