Med Hitlers magtovertagelse i 1933, begyndte tyske og østrigske forfattere snart at flygte. En del pga af deres venstreorienterede overbevisning eller sympatier, en del fordi de blev forfulgt pga deres kunst, nogle fordi de var jøder.
Nogle flygtede til de nærmeste nabolande, fx Danmark, Tjekkoslovakiet, Schweiz og Frankrig. Men snart startede krigen (1939), og de fleste måtte flygte videre. Det var ikke uden besvær og dramatik for disse forfattere at forlade fx Frankrig i tide. En del blev interneret i 1940 af de franske myndigheder i den ubesatte del af Frankrig.
Ofte måtte franske og amerikanske forfattere (fx Hemmingway, John Steinbeck, Vincent Sheean og Donald Ogden Steward) og og diplomater gøre deres indflydelse gældende, for at få dem videre. Flugtruten kunne gå gennem Spanien og Portugal eller Nordafrika. Bertold Brecht boede på Sydfyn, og flygtede fra Danmark og via Sovjetunionen til USA.
USA var endemålet for de fleste, men ikke alle blev lukket ind. Det gælder fx kommunisten Anna Seghers, som ankom med skib til New York (Ellis Island), men som blev afvist, og hun måtte med sin familie flygte videre til det mere liberale Mexico.
På det amerikanske kontinent samlede flygtningene sig især i tre byer: New York, Los Angeles og Mexico City. Mere end 200 forfattere fik ophold i USA.
I New York var det forfattere som Hermann Broch, Ferdinand Bruckner, Oscar Maria Graf, Hans Marchwitza, Fritz von Unruh, Johannes Urzidil, F. C. Weiskopf og Carl Zuckmayer. Desuden var New York samlingssted for flygtede exil-politikere, fagforeningsfolk og journalister.
På vestkysten samlede sig mange tyske forfattere, som havde kontakter i Hollywood. Det var fx Thomas og Heinrich Mann, Thomas Manns søn og datter, Klaus og Erika Mann, Erich Maria Remarque, Lion Feuchtwanger, Bertold Brecht (der både havde sin kone Helene Weigel og sin danske sekretær-elskerinde Ruth Berlau med i landflygtighed), Vicky Baum, Alfred Döblin, Arnold Zweig, Franz Werfel m.fl.
I Mexico var det Anna Seghers (som nævnt), Luwig Renn, Bodo Uhse (som var ex-nazist), Egon Erwin Kirsch, Walter Janka, Otto Katz, Paul Merker, B.Traven og Gustav Regler (de to sidste var ikke aktive i exil-forfattermiljøet).
Det var forskelligt hvordan de tysksprogede forfattere klarede sig. Thomas Mann, Lion Feuchtwanger og Werfel gik det rigtig godt for, både med bogudgivelser og filmkontrakter, mens Brecht, Döblin og Heinrich Mann havde det sværrer. Også fordi USA forblev dem fremmed, og temaerne for deres skriverier var bundet op på europæisk kulturtradition og på nazismen og krigen.
FBI og en række andre organisationer (OSS, Office of Strategic Services, foreløberen for CIA; INS, Immigration and Naturalization Service, the Office of Censorship, army and navy intelligence, Udenrigsministeriet, the House of Un-American Activities Commitee, HUAC)udførte en omfattende overvågning af exil-forfatterne, både i USA og i Mexico.
Midlerne var ud over åbne kilder, åbning af breve, telefonaflytning, indbrud i hjem, overvågning, gennemsøgning af bagage og affald, installering af aflytningsudstyr. Der kendes kun et eksempel på en informant, nemlig Erika Mann. En del af metoderne var ulovlige, fx indbrudende.
Der var hovedsagligt tre grunde til denne overvågning: dels kom flygtningene fra Tyskland, som USA var i krig med for anden gang i løbet af få år; dels fordi mange af dem blev anset for at være kommunister eller medløbere til kommunismen; og, efter 1943, fordi en del af forfatterne forsøgte at påvirke debatten om hvordan det nye Tyskland skulle se ud efter krigsafslutningen.
Det skal også ses i sammenhæng med den ideologi som FBI’s chef, J. Edgar Hoover stod for, en ideologi fokuseret på anti-kommunisme og xenofobi og på ’the American way of life’, hvad det så måtte betyde. Og det er også her at rødderne til den senere heksejagt på skuespillere og forfattere med flere starter, som har samme ideologiske baggrund, anført af patrioter som Ronald Reagan, Richard Nixon og Joseph McCarthy.
Der blev brugt enorme ressourcer på at rode i skraldespande og aflytte og skrive rapporter, hvilket, udbyttet af overvågningen og at der samtidig var en verdenskrig kørende taget i betragtning, kan synes som en god omgang spild af skattekroner. Men efter at FBI i 1920’erne og 30’erne havde buret adskillige gangstere inde, var nye fjender en mangelvare, så her kom opgaven belejligt. Og Hoover og FBI havde vokseværk: fra 1935 til 1945 steg antallet af FBI ’speciel agents’ med politik som område fra 300 til godt 5000; mellem 1941-43 hyrede Hoover næsten 7000 personer til at hjælpe med katalogisering mm af de indsamlede informationer og budgettet steg fra $6 millioner pr år i midt-30’erne til $30 millioner i 1945.
Hoovers FBI var altså ikke et neutralt organ til varetagelsen af USA’s indre sikkerhed, men stærkt præget af Hoovers dybt reaktionære ideologi, med komponenter som kernefamilie, kristendom, og patriotisme, mod homoseksualitet, liberale eller kommunister, udlændinge osv. Og han forfulgte sine mål hensynsløst, personforfølgelse og lovbrud eller demokratiske spilleregler var ingen hindring.
Sprogbrugen i FBI’s rapporter (og adgangen til disse, er baggrunden for bogen) var yderst farvet. Den person der blev undersøgt, blev rask væk kaldt u-amerikansk, brun bolsjevik eller ’communazi’, som var udtryk for manglende distinktion mellem kommunisme og nazisme. Udtrykket har givet titel til denne bog.
Hvad Hoover ikke gjorde, modsat fx KGB og senere STASI og CIA, var at forsøge at øve direkte indflydelse på den kunst der blev frembragt, eller at hverve kunstnere til direkte at præge den politiske proces eller opinion.
Ikke alle inden for det amerikanske retssystem lå under for Hoover. Da Hoover forsøgte at få Bertold Brecht interneret for sine sympatier for kommunismen, måtte anklager Girolamo trække i nødbremsen. Han måtte gøre opmærksom på Brechts anti-fascisme, som var i overensstemmelse med USA’a allierede USSR’s officielle politik. ”Derfor, hvis internering udelukkende er baseret på muligheden for at subjektet [Brecht] giver hjælp og støtte til fjender af dette land, så er det ikke egnet grund for internering”. Brecht og USA havde altså samme fjende, nemlig Tyskland.
’Communazi’ er en super spændende bog som jeg kun kan anbefale. Især hvis man interesserer sig for tysk mellemkrigslitteratur.
’Communazi. FBI surveillance of German Emigré Writers. Alexander Stephan, Yale University Press, 2000.