Arktiske jagter udgivet 1925 er uddrag af maleren og forfatteren Achton Friis’ dagbogsoptegnelser fra Nordøstgrønland 1906-1908. Han deltog som den ene af to malere i den videnskabelige ekspedition, der som bekendt ender med tre deltageres død ( se mere om Danmarks-ekspeditionen her.).

Friis har allerede i 1909 udgivet ekspeditionens historie, så her er vægten lagt på dagliglivet og naturoplevelserne.

Danmarkshavn
Ekspeditionen havde base på et skib og en lille hytte i Danmarkshavn, og meget af tiden blev fordrevet med jagt på isbjørne, sæler og hvalroser, for de mange hundespand krævede meget mad. Achton Friis deltog i disse jagter og beskriver dem indgående på sin egen stille poetiske og lattermilde måde, og med fin selvironi.

Mens Friis brugte sin øvrige tid på at male billeder, var resten af ekspeditionsdeltagerne delt op i hold, som enten foretog videnskabelige slæderejser eller som understøttede logistisk ved at lægge maddepoter ud.

Årets gang
Mens Friis maler sine malerier, udfolder det rige dyre- og plantelivet sig rundt omkring ham følgende årets dramatiske gang. For sådan er det i Nordøstgrønland, fra nogenlunde varme og frodige somre til de isnende kolde vintre.

Her er foråret kommet:

To og to eller i Smaaflokke tripper Ryperne rundt og nubber Frøet af de fjordgamle Planter mellem Stenene; deres Skogren høres langvejs bort i Fjældet. Harerne forsamler sig og holder Bunkebryllup og gir Fanden i Zoologen, der farer rundt imellem dem med Kikkert og Fotografiapperat og begaar de tarveligste Indiskretioner. De frier og gifter sig, saa det staar efter, lige for Næsen af ham og skammer sig ikke det bitterste. Bagefter sætter de sig oven i Købet hen foran ham, pudser Næse og lader sig fotografere.

Haren, der ellers er forfærdelig forsigtig og sky, er naturligvis kun saa fjollet, naar den gaar i Giftetanker. Om en Maanedstid farer den igen over alle Bjærge, blot den aner éns Komme.

Men nu er det foraar.

  
Dannelse
 Friis er som sagt en poetisk fortæller. Han er god til at fortælle om kammeratskabet, og, trods kammeratskabet, om ensomheden, om det barske liv med hundene, og ekspeditionens tragiske udgang sætter også sit præg på bogen, selvom hovedvægten ikke er lagt her.

Et af Friis’ små litterære kneb, er at humaniserer de dyr han fortæller om, som det også ses i citatet ovenfor; det beskriver godt dyrelivet, og kalder samtidig gang på gang smilet frem på læben.

Friis er også en dannet mand på den charmerende gammeldags måde: han benytter ubesværet referencer fra græsk og romersk mytologi, Bibelen og litteraturen.

Fx beskriver han forholdet mellem slædehunden “Pedersen” og matrosen Knud som et venskab der “..mindede om Androkles og Løven” (side 171).

Perle
Denne lille perle af en bog, var jeg heldig at finde i en genbrugsbutik i Frederikshavn til en billig penge. Den er indbundet, med små vignetter af Knud Kyhn.

Den er kun trykt i 2000 eksemplarer (dog genoptrykt i 1971), så vi kan ikke være mange der stadig har bogen 🙂

Acton Friis: Arktiske Jagter. Gyldendalske Boghandel – Nordiske Forlag, 1925.